Styrelse anklaget for at mørklægge EU-rapport om dansk halekupering

Fødevarestyrelsen bryder ifølge juridiske eksperter loven, når styrelsen mørklægger de centrale dele af et rapportudkast, som EU har udfærdiget efter et kontrolbesøg hos danske svineproducenter

Fødevarestyrelsen bryder ifølge juridiske eksperter loven, når styrelsen mørklægger centrale dele af et rapportudkast, som EU har udfærdiget efter et kontrolbesøg hos danske svineproducenter.

Dagbladet Information har søgt Fødevarestyrelsen om aktindsigt i udkastet, men styrelsen har valgt kun at give indsigt i de indledende dele af dokumentet og bilagene. Resultaterne af besøget og de heraf følgende anbefalinger fra Kommissionen er til gengæld streget over.

Og det er ulovligt, vurderer Oluf Jørgensen, der er offentlighedsrådgiver og forhenværende forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

”Det er en forkert afgørelse. Fødevarestyrelsen kan ikke bruge de undtagelser, som de henviser til,” siger han til Information og påpeger flere fejl ved afgørelsen.

Juraprofessor emeritus fra Københavns Universitet, Carsten Henrichsen, har også læst afgørelsen igennem og oplyser, at han er enig med Oluf Jørgensen.

EU-kontrollanterne var i Danmark i oktober sidste år for at undersøge, hvad Danmark gør for at undgå halekupering af grise. 97 procent af de danske grise får i dag klippet noget af halen af, selvom det ifølge et EU-direktiv fra 1994 som hovedregel er ulovligt.

Ifølge Kommissionen overtræder Danmark direktivet, og ved tidligere kontrolbesøg har de danske myndigheder fået kritik for praksissen.

Chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse, Birgitte Damm, forventer da også, at Danmark vil få kritik ved dette besøg. Hun er utilfreds med, at offentligheden ikke må se rapportudkastet:

»Hvis der skal ske tiltag af betydning for over 30 millioner grise om året og indgreb over for en så stor industri, som svineproduktion er i Danmark, så burde interessenter, politikere og offentlighed kunne få indsigt i grundlaget. Også undervejs i processen,« siger hun.

Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) ønsker ikke at kommentere kritikken.

Kontorchef i Fødevarestyrelsen Christian Strøyer skriver i en mail til Information, at det er ministerens udmelding kort før jul om at styrke kontrollen af svineproducenternes brug af halekupering, der fik styrelsen til at vurdere, at der var indledt en politisk beslutningsproces, og at Information derfor ikke kunne få adgang til udkastet.

Men det skal være en beslutningsproces, som er af særlig art, før styrelsen må tage hensyn til det, siger juraprofessor på Københavns Universitet Michael Gøtze. Og det skriver styrelsen hverken noget om i afgørelsen eller i mailen til Information.

Oluf Jørgensen mener, at styrelsen i dette tilfælde slet ikke kan anvende de undtagelsesparagraffer, der henviser til politiske beslutningsprocesser, da de kun gælder for interne dokumenter i ministerierne og ikke dokumenter fra EU.

»Og selv hvis det var et internt dokument, måtte de i dette tilfælde ikke undtage dokumentet fra aktindsigt, da der her er tale om faglige vurderinger af faktiske forhold,« siger han.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle