Styrelse lover rettidig støtte trods fyringer

Drama i Landbrugsstyrelsen: Skal fyre 60-70 medarbejdere. Vil gøre alt for, at det ikke går ud over udbetalingen af landbrugsstøtte.

Faldende bevillinger sender Landbrugsstyrelsen ud i en dramatisk fyringsrunde, som ventes at koste 60-70 medarbejdere jobbet, svarende til hver 20. medarbejder.

De vil senest 10. oktober få at vide, om de har en fremtid i styrelsen. Det oplyser direktør Jette Petersen, som tirsdag tog turen til Sønderjylland for at orientere medarbejderne i den kun to år gamle afdeling i Augustenborg.

Jette Petersen garanterer overfor LandbrugsAvisen, at alle kræfter vil blive sat ind på, at udbetalingerne af årets landbrugsstøtte i december ikke bliver forsinket.

»Vi ved alle sammen i styrelsen, hvad de penge betyder for landmændene og, at de står i en helt særlig situation. Vi vil gøre alt for, at vi når de mål, vi har sat på området«.

Projekttilskud halter

På andre områder kommer landmænd til at mærke, at tempoet i styrelsens sagsbehandling vil blive berørt som følge af de mange afskedigelser.

Det gælder bl.a. projekttilskud.

»Vi har allerede udfordringer mht. til udbetalinger af projekttilskud, og det kommer til at vare en tid, før det bliver bedre,« siger Jette Petersen.

»Til gengæld ser det pænt ud med økologiske arealtilskud og plejegræsordningerne«.

»Men det er klart, at det her er en meget stor mavepuster for styrelsen. Og der vil uundgåeligt være en periode, hvor vi er ’nede’.«

Augustenborg slipper ikke

Ifølge Jette Petersen er det endnu ikke endeligt besluttet, hvordan besparelserne skal fordeles.

Det ligger dog fast, at ingen af Landbrugsstyrelsens lokaliteter slipper for afskedigelser - heller ikke den kun to år gamle udflyttede afdeling i Augustenborg.

»Der skal også skæres ned i Augustenborg - det her rammer hele styrelsen«.

Proces til 10. oktober

De mange afskedigelser vil være gennemført 10. oktober, oplyser Jette Petersen.

»Vi har vægtet højt, at det skal gå hurtigt for at skabe klarhed hos medarbejderne«.

Landbrugsstyrelsen står overfor et fald i bevillingen på 18 procent frem mod 2022, dels pga. generelle sparekrav, dels fordi midlertidige bevillinger bl.a. til udflytning udløber.

Faktaboks

Styrelse fyrer 60-70 medarbejdere

  • 60-70 medarbejdere på tværs af styrelsen afskediges senest 10. oktober 2018.
  • Samlet falder Landbrugsstyrelsens bevilling med 18 pct. frem mod 2022. Allerede i 2019 reduceres bevillingen med knap 70 mio. kr.
  • Digitalisering og effektivisering skal opveje nedskæringerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle