Styrelse om telefonbøvl: "Helt usædvanlig situation"

I løbet af ugen har det været meget svært at komme igennem telefonisk til Landbrugsstyrelsen. Årsagen er et brev om betalingsrettigheder, der medfører usædvanligt mange spørgsmål til styrelsen.

Har man de seneste dage forsøgt at ringe til Landbrugsstyrelsen med spørgsmål, så har man haft meget svært ved at komme igennem. 

Årsagen er, forklarer enhedschef Jesper Loldrup fra Landbrugsstyrelsen, at styrelsen i disse dage får helt usædvanligt mange opkald.

"Vi har udsendt cirka 57.000 breve om fastsættelse af betalingsrettigheders værdi. Det er et brev, som man ikke har fået før. Tidligere har man kunne se værdien inde i Tast Selv-service ved at søge på det".

"Men vi har besluttet, at det rigtige var at sende et brev til den individuelle ansøger, og siger, at det er den her værdi, som din betalingsrettighed har, og vi er kommet frem til beløbene ved at beregne de på denne måde".

"Men timingen i det her brev, det har ikke været godt", siger Jesper Loldrup, der fortæller, at brevet altså har givet anledning til spørgmål.

"Det har nok været derfor folk er blevet forvirret, og bliver du forvirret over et brev, så ringer du helt naturlig for at spørge ind til, hvorfor vi har sendt det brev", siger enhedschefen.

Han fortæller, at på Landbrugsstyrelsens hjemmeside ligger der oplysninger om, hvordan styrelsen beregner betalingsrettighederne.

Fra Jesper Loldrup lyder det, at de seneste dages pres på styrelsens telefonssystem er helt ekstraordinær. 

"Normalt har vi ret korte svartider, og vi forventer, at det her er et midlertidigt problem".

"Det er en helt usædvanlig situation. Ikke engang under ansøgningsrunderne har vi haft så mange, som ringer på samme tid", siger Jesper Loldrup. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle