Styrelse politianmeldt efter uhyggelig aflivningsvideo

Fødevarestyrelsen er blevet meldt til politiet efter voldsom video viser levende mink, der kæmper for livet i aflivningskasse.

En video af en aflivning, der går helt galt. Det var, hvad minkdyrlæge Peder Elbek Pedersen kunne se på BTs hjemmeside søndag aften, og som fik ham til at reagere prompte.

Han har nemlig mandag anmeldt styrelsen til Nordjyllands Politi for aflivningen, som ifølge dyrlægen foregår helt forkert.

I videoen, som du kan se nederst i artiklen, kan man se en aflivningskasse, som ikke er forsvarligt lukket, og hvor levende mink skriger for at komme ud.

"Den video rystede og påvirkede mig enormt meget. Jeg kan nævne de første mange ting, der er helt forrykt i den fremgangsmåde, vi ser der", siger Peder Elbek Pedersen og fortsætter:

"Minkene skriger, vil ud, og der løber blod ud af munden. Det er Fødevarestyrelsen, der har ansvaret, og derfor anmelder jeg dem. Jeg mener, det her bør stoppes, indtil tingene bringes i orden".

Nordjyllands Politi bekræfter overfor landbrugsavisen.dk, at man har modtaget en politianmeldelse rettet mod Fødevarestyrelsen for brud på dyreværnsloven.

det går alt for stærkt

Som nævnt er Peder Elbek Pedersen minkdyrlæge og har i de seneste 10 år undervist minkavlerne i, hvordan man afliver mink korrekt.

Blandt andet hvor længe de skal være i kassen, før de er døde.

"Aflivning skal være på dyrenes præmisser og skal foregår så hurtigt og smertefrit som muligt. Aflivning må aldrig ske på akkord. Her kan vi jo se, at det går alt for stærkt", siger Peder Elbek Pedersen og fortsætter:

"Samtidig står der i dyreværnsloven paragraf 13, at der skal være en person til stede med certifikat til at aflive mink. Det ser der ikke ud til at være her".

Ifølge Fødevarestyrelsen sidder der en tilsynsførende dyrlæge i en bil udenfor farmen under aflivningen, men ifølge Peder Elbek Pedersen, der skal være en person med certifikat til stede.

hjerteskærende

Også Dyrenes Beskyttelse har reageret på den voldsomme video og har ligeledes lavet en anmeldelse til politiet.

Til landbrugsavisen.dk forklarer pressechef Claus Niels Lyckhage, at man ikke har mulighed for at verificere, hvem den ansvarlige er, og derfor har anmeldt indholdet af videoen.

"Det er fuldstændig utilstedelige billeder, vi er vidne til. Det er hjerteskærende, og det må simpelthen ikke ske. Dyreværnsloven siger, at den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som mulig. Det er ikke det, jeg ser her. Jeg er dybt rystet", siger Yvonne Johansen, dyreværnschef i Dyrenes Beskyttels i en pressemeddelelse.

afviser akkord

Videon, der er tale om, er optaget af medarbejder på en minkfarm Flemming Bach Olesen, som også er ham, man kan høre råbe i frustration i videoen.

"Det hører ingen steder hjemme. Det er simpelthen så synd, og det er ikke værdigt. Det er jo ikke minkenes skyld, at de skal dø, men når det nu ikke kan være anderledes, så skal det gøres ordentligt", siger han til B.T.

Til samme avis erkender veterinærchef Flemming Kure Marker, at det er ubehagelige billeder af en aflivning, der er gået galt - han afviser dog, at der er tale om akkordarbejde.

"Vores folk, som er ude på stederne og foretager de aflivninger her, har ikke en deadline på den måde. De arbejder ikke på akkord. Der er ikke noget tidspres i den forstand", siger han.

Den omtalte video kan ses via linket her. Vi advarer om voldsomme billeder.

Flere steder florerer desuden en anden video fra et forbrændingsanlæg, hvor man kan se en levende mink bevæge sig blandt affaldet. 

Forbrændingsanlæggene er taget i brug, da kapaciteten hos Daka er fuld.

Opdateret kl 13:17 med melding fra Nordjyllands Politi.

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle