Styrelse siger nej til at udbetale forskud til økologer og naturplejere

Den administrative kontrol af naturpleje- og økologisager er ikke er færdig. Derfor kan Landbrugsstyrelsen ikke udbetale forskud til økologer og naturplejere, oplyser Landbrugsstyrelsen.

Landbrugsstyrelsen afviser et forslag fra senest Økologisk Landsforening om at udbetale 80 pct. i forskud til de plagede naturplejere og økologiske landmænd, som endnu ikke har fået udbetalt årets tilskud til hhv plejegræs eller økologiske arealtilskud.

Ifølge kontorchef Steen Bonde kan det ikke lade sig gøre, fordi den administrative kontrol af sagerne ikke er færdig. Derfor strider det mod EU-reglerne.

Mål uændret 30. juni

"Jeg kan godt forstå, at det er frustrerende for naturplejere og en del af de økologiske landmænd, at de endnu ikke har fået deres penge udbetalt. Det har taget for lang tid, men vores mål er stadig, at alle sager – på nær eventuelle problemsager – er udbetalt den 30. juni", skriver Steen Bonde i en mail til LandbrugsAvisen.

Forståelsen rækker dog ikke til at udbetale forskud: Steen Bonde forklarer, at Landbrugsstyrelsen ifølge EU-reglerne først kan udbetale "hele eller dele" af tilskuddet til en landmand, når styrelsen har foretaget den administrative kontrol af landmandens sag.

"Desværre er det den administrative kontrol af økologisagerne og plejegræs-sagerne, vi er forsinket med som led i arbejdet med det nye ansøgningssystem. Derfor kan vi desværre ikke udbetale tilskuddet på forhånd".

Forgæves opfordringer

Både Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer har gentagne gange opfordret fødevareminister Mogens Jensen til at udbetale forskud til de økologer og naturplejere, som endnu ikke har haft ’lønningsdag’ fire måneder efter, at langt de fleste andre landmænd har fået udbetalt deres landbrugsstøtte.

Senest har Sybille Kyed, Landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening og Claus Østergaard, plantechef i ØkologiRådgivning Danmark, opfordret til handling i et debatindlæg i fagmediet Økologisk.

Belaster likviditet

De to peger i indlægget på, at, de manglende udbetalinger er en stor belastning for landmændenes likviditet, fordi de løbende udgifter ikke kan sættes på pause.

"Der skal betales maskinstation, såsæd, forpagtningsafgift, foderindkøb, dyrlæge, renter osv. Og det kan blive dyrt, hvis kassekreditten bliver mere negativ end den aftalte grænse", skriver de.

Sybille Kyed og Claus Østergaard foreslår derfor, at Landbrugsstyrelsen igangsætter udbetalinger på 80 pct. af støtten og laver en restoverførsel, når sagsbehandlingen er færdig. Det er ifølge de to en løsning, man bruger i Tyskland. 

"Der bør ikke være så meget at betænke sig på".

"Lav systemet om"

Landbrug & Fødevarer har gentagne gange efterlyst noget lignende.

Landbrug & Fødevarer har igennem lang tid opfordret Landbrugsstyrelsen til at etablere et system, der kan levere forskudsudbetalinger til landmænd i de tilfælde, hvor udbetalingerne er forsinkede pga. IT-udfordringer eller andet.

Det gælder både økologisk arealtilskud men også udbetaling af tilskud til pleje af græs og naturarealer, hvor 2019-udbetalingerne desværre ikke engang er startet endnu«, skriver Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer i en kommentar til LandbrugsAvisen.

Men svaret er altså et nej til begge organisationer fra Landbrugsstyrelsen.

Andre har fået

Det er fire måneder siden, mere end ni af 10 landmænd fik udbetalt årets landbrugsstøtte. 

Ved udgangen af uge 13 var 67 procent af sager med økologisk arealtilskud, ØA-sagerne, udbetalt. 

Udbetalingerne af tilskud til plejegræs (PLG) forventes uforandret at begynde ’i løbet af foråret’.

Kilde: Landbrugsstyrelsen

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle