Styrelse vil ikke afvise, at tidligere smittede minkfarme kan undgå aflivning

Det kan blive en mulighed på sigt, at tidligere smittede minkfarme kan blive fritestet og dermed undgå aflivning, fortæller Fødevarestyrelsen.

På nogle af de minkfarme, der står til at blive aflivet på grund af coronavirus, er minkene ved at være ovre sygdommen igen.

Dels tager det gerne mange dage at få svar på testen, dels har Fødevarestyrelsens aflivningshold haft svært ved at følge med smittespredningen i de første uger.

Derfor kan man hos Fødevarestyrelsen ikke afvise, at minkfarme, der for længst er fri for smitten, kan undgå en aflivning.

"Det er noget, vi er i gang med at få fuldstændig vished for. I sidste ende er det sundhedsmyndighederne, der skal stå på mål for, om man kan sige, at en minkfarm ikke længere er en virusfabrik", siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Kühn Hove og fortsætter:

"Men det er klart, at har man en minkfarm, der blev smittet hen over sommeren, og vi ved, at der går cirka 14 dage med sygdommen, så kunne det godt være en mulighed, at man kan blive fritestet".

tager de seneste først

At lade eventuelt fritestede minkfarme undgå aflivning har den fordel, at det vil kunne sænke Fødevarestyrelsens arbejdspres.

"Det vil få antallet af minkfarme, der skal aflives, ned. Det er dog stadig regeringens beslutning og skal også ses fra et veterinærmæssigt synspunkt. Men det er noget, vi arbejder med", siger Nikolas Kühn Hove og fortsætter:

"Vi skal have slået smittede minkfarme ned så hurtigt som muligt, og det er også derfor, vi syd for Limfjorden tager de seneste tilfælde først".

Det er sket før, at en minkfarm er blevet fritestet.

Det skete, da en besætning i Slagelse havde haft virussen, men ikke blev aflivet.

Dette var dog før 1. oktober, hvor regeringen besluttede at aflive alle smittede minkfarme og farme indenfor 7,8 km radius af en smittet farm.

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle