Styrelse vil ikke give tilskud til grøn, selvkørende robot

Solcelledrevet så- og lugerobot til økologi røg ud af tilskudsordning i sidste øjeblik. Branche og opfinder af robotten undrer sig, mens styrelse har ingen kommentarer.

Den grønne omstilling af dansk landbrug skal bl.a. ske ved hjælp af ny teknologi, der også kan blive en eksportsucces for Danmark.

Sådan lyder regeringens ambitioner i grove træk.

Et godt eksempel på dansk innovation, der er CO2-neutral, men også fremmer økologisk produktion, som regeringen også støtter, er Farmdroid.

Det er en selvkørende robot, drevet af solceller, der kan så og luge specialafgrøder, særligt økologiske roer, med imponerende præcision.

Derfor burde det være oplagt, at robotten er at finde på listen over de teknologier, som økologer kan søge tilskud til via EUs landdistriktsprogram.

Men det er den ikke.

Og det frustrerer maskinbranchen, Landbrug & Fødevarer og folkene bag Farmdroid.

"Jeg synes ikke, administrationen af den her tilskudspulje følger de politiske udmeldinger", siger Kristian Warming, medstifter af Farmdroid.

Flere ville købe

LandbrugsAvisen har tidligere beskrevet, hvordan støtteordningen Økologisk Investeringstilskud 2021 blev ændret i sidste øjeblik.

Farmdroid var da også på udkastet til den godkendte teknologiliste, og rygtet havde spredt sig.

"Det var nået frem til nogle landmænd, så vi var i konkrete snakke med kunder, der havde givet tilsagn om at købe vores produkt", siger Kristian Warming.

Med udsigt til at få dækket 40 pct. af de 480.000 kr., som robotten koster, var der god interesse. Og dermed også stor skuffelse, da så ordningen åbnede.

"Det er lidt grotesk, at vi ikke er på listen. Der er tale om både en god businesscase for landmanden og klima- og miljøvenlig teknologi", siger Kristian Warming, der erkender, at ordningen ikke er rettet mod klima og miljø:

"Men som sagt er der også tale om en god businesscase for landmanden, og derfor var der også god chance for, at man ville få tilskuddet, for ansøgerne bliver prioriteret".

Administrativt problem

Det har ikke været muligt at få en forklaring fra Landbrugsstyrelsen på, hvorfor robotten er røget ud af ordningen, eller om man er ved at ændre det faktum.

Ifølge Kirsten Lund Jensen, økologichef i Landbrug & Fødevarer, handler det om, at styrelsen rent administrativt ikke har kunnet finde ud af at skelne den fra lignende teknologier, når man har skullet beregne effekten ved en investering. Farmdroid-robotten er faldet ned mellem kategorier i styrelsens systemer og er derfor røget helt ud.

"Og det er vi stærkt kritiske over for. Der er tale om et banebrydende produkt, der virkelig kan gøre en forskel", siger hun og tilføjer, at hun håber, at Farmdroid kan nå at komme tilbage på listen, inden ordningen lukker 4. juni.

Oplagt til eksport

I runde træskolængder kører der cirka 150 af Farmdroids robotter rundt i 12 lande, fortæller Kristian Warming.

Særligt EU, men også Nordamerika viser interesse for produktet, og ifølge Farmdroid-skaberen har intet firma i verden solgt lige så mange selvkørende robotter til landbruget.

Derfor undrer det også Claus Hermansen, direktør i Dansk Agroindustri, at man ikke kan søge tilskud til robotten.

"Man kan altid diskutere, om de her tilskudsordninger skal være der eller ej - men nu er de der, og her ser vi noget af det ypperste inden for dansk klimavenlig teknologi", siger han og fortsætter:

"Det har kan blive en stor eksportartikel, og derfor undrer jeg mig over, at man ser på tingene på den her måde i Danmark".

Hvorfor tilskud?

Med de mange rosende ord til produktet er det oplagt at spørge Claus Hermansen og Kristian Warming, hvorfor de overhovedet mener, der er brug for tilskud til det.

"Det produkt skal nok sælge, om der så findes en tilskudsordning eller ej. Ordningerne er en større diskussion, men de ser ikke ud til at gå væk foreløbig, og så synes jeg, at det her produkt har en berettigelse til at få del i det", siger Claus Hermansen.

Farmdroid-skaber Kristian Warming er enig.

"Nu findes det her tilskudsprogram jo, så hvorfor skal vores produkt holdes ude? Det er godt for miljøet og fortrænger håndlugning, hvor der er stor mangel på arbejdskraft. Det kan vi simpelthen ikke forstå", siger Kristian Warming og fortsætter:

"Det er med til at gøre landmændene mere konkurrencedygtige, og derfor ville det give en samfundsøkonomisk gevinst, hvis man støttede produkter som vores".

Faktaboks

Tilskud til økologer

  • Økologisk Investeringsstøtte er en del af EUs landdistriktsprogram, der også giver støtte til miljøvenlige stalde med mere.
  • Her er det muligt for økologer at søge op til 40 pct. i tilskud til en investering af forskellig art. Der er sat penge af til både husdyrproducenter og planteavlere.
  • Ordningen har været kritiseret før, da den blev ændret lige op til åbning. Det betyder f.eks., at man ikke kan lave generationsskifte uden at miste sit tilskud i de tre følgende år, efter man har fået pengene.
  • Ordningen blev lanceret 29. april og løber frem til 4. juni.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle