Succesfuld direktør stopper

KMC skal have ny direktør til næste sommer. Nicolai Hansen, der har ført virksomheden til markant vækst og indtjening, stopper.

Kartoffelmel-virksomheden KMC må på udkig efter en afløser på direktørposten i en af Danmarks mest succesrige virksomheder i fødevarebranchen i de seneste år.

Adm. direktør Nicolai Hansen, der har stået i spidsen for KMC i Brande siden 2010, har nemlig meldt, at han stopper til juni næste år. Opgaven er færdig og udført, mener han.

»Vi har nået rigtig mange milepæle«, forklarer Nicolai Hansen, der fylder 62 til sommer.

At KMC i dag står som en af de mest innovative og vækstrige virksomheder i fødevarebranchen var bestemt ikke givet, da han tiltrådte.

»I 2010, da jeg blev ansat, blev jeg mødt med en udfordring om, at vi i 2012 ville miste EU-tilskuddet på 88 mio. kr. Hele branchen forudså et blodbad, og der rejste sig en rigtig masse spørgsmål. Min opgave var at finde de 88 mio. kr.«, forklarer han.

Ikke alene fandt Nicolai Hansen og KMC pengene i ny indtjening. Man fandt markant flere, takket være den massive produktudvikling og forskning, der blev sat i gang.

Vild vækst og prisregn

KMCs omsætning er i de seneste år spurtet fremad med tocifrede årlige vækstprocenter. Og samtidig har kartoffelavlerne kunnet indkassere solid betaling på deres produkter, så meget, at kartoffelmelet flere steder i pressen har fået tilnavnet ’det hvide guld’.

Han nævner vækstraterne, omsætningsrekorderne, men også at KMC i de sidste år to gange har vundet prisen som landbrugets vækstvirksomhed, som LandbrugsAvisen uddeler i samarbejde med Nykredit. Både i 2015 og igen i år stod Nicolai Hansen med trofæet.

I Nicolai Hansens oprindelige kontrakt stod der, at han skulle være stoppet, da han fyldte 60. Men nu ender det altså først ved de 62.

»Det gik jo godt, og vi voksede med 25 procent det år. Men nu er virksomheden også blevet større og mere krævende, og jeg kan måske også godt mærke alderen. Jeg kender forretningen som min egen bukselomme, men jeg har også en anden interesse, hvor jeg interesserer mig meget for forskning og udvikling«, forklarer han.

Nicolai Hansen fik for et par år siden en doktorgrad i vidensdeling mellem universiteter og de danske fødevarevirksomheder. Netop denne vil han gerne benytte mere i opgaver som bestyrelsesarbejde, rådgivning og konsulentbistand fremover.

Faktaboks

Vækstpriser

  • Både i 2015 og 2018 vandt KMC prisen som landbrugets vækstvirksomhed, som LandbrugsMedierne uddeler i samarbejde med Nykredit. 
  • KMC har de seneste år haft en markant vækst. I 2012/13 var omsætningen på 935,7 mio. kr. I det seneste regnskab for 17/18 lød den på 1,62 mia. kr. 
  • KMC er ejet af Karup, Brande og Toftlund kartoffelmelfabrikker, der alle tre er andelsselskaber. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle