Sunde klove med vand og registrering

Klovvask og klovregistrering er med til at give køerne sundere klove for fremtiden.

Klovvask modvirker digital dermatitis, men det er ikke noget mirakel-middel. Det er stadig nødvendigt at behandle enkelt-køer, der er udsat for digital dermatitis.

Det fastslog dyrlæge ph.d. Peter Thomsen, Aarhus Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, da han på Kvægkongressen talte om, hvordan klovvaskere virker.

Udgangspunktet er en undersøgelse af en klovvasker, som er gennemført af DJF. Dermed er der leveret et videnskabeligt bevis på, at det modvirker digital dermatitis at vaske klovene. Den videnskabelige undersøgelse underbygger den erfaring, som mange kvægbrugere har gjort.

I projektet var der lagt vægt på, at klovvaskeren skulle forstyrre ko-trafikken mindst muligt. Bliver der bare det mindste ophold i trafikken på vej væk fra en malkestald, kan det forårsage alvorlige problemer. En forsinkelse på 15 sekunder i en malkestald er nok til, at 40 køer i alt forsinkes i 10 minutter - en forsinkelse der vil bringe selv den mest tålmodige malker fra koncepterne.

Skåner patterne

At vaske klovene, lige efter at koen er malket, er ikke uden problemer.

På dette tidspunkt er pattekanalerne stadig åbne, og der kunne på den måde være en alvorlig risiko for, at der kom infektion i kanalen.

Undersøgelsen viser imidlertid, at der ikke er øget risiko for infektion, selvom klovene vaskes. Forskerne brugte blandt andet grøn frugtfarve til at vise, hvor vandet fra vasken endte henne. Og det var altså ikke på patterne.

Klovvaskeren er undersøgt i otte private besætninger, der alle havde et moderat til højt antal tilfælde af digital dermatitis.

Registrering giver overblik

Næsten samtidig med, at undersøgelsen af klovvaskere blev afsluttet, startede kampagnen for klovregistrering. Og den er et glimrende værktøj, når man skal behandle sine køer for de klovlidelser, de eventuelt lider af, fastslog kvægfagdyrlæge Anette Pedersen, Bindslev Dyrehospital, i sin del af indlægget.

Selv bruger hun klovregistreringen til tre ting: At afdække et problem, at følge op på de tiltag, som man sætter i værk og at styre klovbeskæringen i besætningen.

"Det kan både løfte rådgivningen omkring klovsundheden og styringen af klovbehandlingerne i din besætning. Som sidegevinst giver det mulighed for at forbedre avlen omkring klovsundhed," sagde hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle