Sværere at sælge konkursramte ejendomme i år

Flere kuratorer oplever, at de mange konkurser presser muligheden for at afsætte de ramte ejendomme. En får bud under jordpris.

Det er blevet sværere at sælge de ejendomme, der er omfattet af konkurs.

Det oplever nogle af de advokater, der som kuratorer skal afvikle landbrugene efter en konkurs. Deres vigtigste opgave, nemlig at få en ny ejer på bedriften, er blevet vanskeligere de sidste år.

»Jeg oplever, at det er blevet sværere at sælge ejendommene. Det skyldes især det langvarige pres på råvarepriserne. I starten troede ingen, at det pres ville vare længe. Men rigtig mange indser nu, at det er svært at få en rentabel drift, og at det nok desværre bliver ved i mange år«, siger Søren Ehlert, kurator og partner i Hjulmand Kaptain.

Han påpeger, at en stor del af de konkursramte gårde sælges til naboer, men at også er blevet sværere:

»I en del sager er produktionsanlægget ikke opdateret, eller det vil kræve store investeringer at få det. Når udbudet så er stort, vælger folk naturligvis ejendomme, der er opdaterede. Det gør, at en del konkurssager ligger længe«.

Samme oplevelse har kurator Søren Christensen Volder. Han er især bekymret for én driftsgren:

»Jeg kan have en frygt for, at det bliver sværere at finde købere her i 2019. Der er mørke skyer, og jeg kan være bange for omsætteligheden af ejendommene bliver presset, fordi der bliver flere til salg«, siger han.

»Samtidig er nogle måske begyndt at holde lidt igen. Man vil gerne og kan godt, men holder måske lidt igen, for der kan komme noget bedre og billigere i morgen. Det ser vi med minkfarmene. Det marked er klappet fuldstændig sammen. Jeg oplever, at vi kan sidde med minkfarme, hvor vi får bud under jordprisen. Bare fordi, der står mink på, tænker køberne, at de kan underbyde, så det næsten er rystende. Den tendens skulle vi ikke gerne have til at brede sig«.

Ny praksis hos banker

Hos kurator Jan Bruun Jørgensen fra Andersen Partners er oplevelsen ikke, at det nødvendigvis er blevet sværere end tidligere med ejendommene.

»Det er stadigvæk svært. Især på grund af priserne på for eksempel svin, for det skal jo hænge sammen for en køber. Men bankerne er blevet skarpere til at vurdere, om ejendommen kan bære den gæld, der er fra tidligere. De ruller ikke bare gælden videre til en ny køber, bare fordi man har engagementet, men laver en ny vurdering. Det er grundlæggende sundt«, siger han.

Den oplevelse genkender Flemming Jensen fra FJ Law i Herning. For bankerne har åbnet mere op, mener han. Det betyder, at han har fået lettere ved at sælge gårde end i 17-18.

»Der er købere at finde. Vi har solgt en del landbrug i andet halvår 2018«, siger han og nævner to store konkursboer, der har fået nye ejere.

»Der er kommet mere realisme ind i priserne. Hvor det før var sådan, at det stort set var udelukket at få finansiering i en ny bank, end den, der havde landbruget i forvejen, er der nu åbnet op. Det skal stadig være gode sager. Men det er åbnet op«, siger han.

Faktaboks

Kuratorerne og konkursboerne

  • Når en virksomhed går konkurs, indsættes en advokat som kurator af skifteretten for at afvikle boet.
  • Kurator repræsenterer kreditorerne og har til formål at skaffe flest muligt af kreditorernes og panthavernes penge hjem.
  • Hvor de fleste andre virksomheders drift meget hurtigt lukkes, driver man ofte landbrug videre i fuld skala som oftest med landmanden selv ansat til at passe dyrene indtil et salg. Det skyldes, at man på den måde bevarer værdierne bedst.
  • Det tager oftest flere år at lukke en konkurs helt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle