Svært at få økonomi i tysk øko-mælk

De tyske økopriser er pressede. De tyske producenter mangler over 1 kr., hvis økonomien skal hænge sammen, mener forening.

De tyske priser på økologisk mælk faldt i 2019. Det viser nye tal ifølge foreningen Bioland. Dermed er det blevet sværere for de tyske økoproducenter at få økonomi i produktionen.

Det skriver Mejerinoter fra L&F med henvisning til Dairy Industry Newsletter.

De foreløbige data viser, at den gennemsnitlige afregningspris på økologisk mælk endte 1,9 procent lavere end i 2018 - og dermed er svækket for andet år i træk. Ifølge eksperter i det tyske marked skyldes prisfaldet stigende udbud.

Under fremstillingspris

I november skrev den europæiske producentforening for mælkeproducenter European Milk Board (EMB), at det er blevet tiltagende sværere at få økonomi i økologisk mælkeproduktion.

I 2017 og 2018 alene steg produktionen af økologisk mælk i Tyskland med næsten 20 procent.

Nye studier af fremstillingspriserne fra en række tyske samarbejdspartnere med EMB har dog vist, at der er et endog meget stort gab mellem fremstillingspriserne og den egentlige mælkepris.

Fremstillingsprisen er nemlig på 71,89 cent per kg, før EU-støtte og andre subsidier. Efter denne støtte ender prisen på 60,29 cents per kg - svarende til danske 4,49 kr/kg.

Imidlertid citerer EMB danske Kjartan Poulsen, der også er formand for LDM, producentforeningen af danske mælkeproducenter, for, at den aktuelle pris til de tyske mælkeproducenter ligger på 47,40 cents per kilo - svarende til 3,53 kr/kg.

"Det bliver hurtigt meget tydeligt, at de økologiske mælkeproducenter ikke får dækket deres omkostninger", udtaler han.

Gabet, der skal dækkes, mener EMB er på 1,22 kr/kg, idet der også skal indregnes plads til ejerløn.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle