Svar fra ØL: Vi skal også fortælle om forskelle

Af Mads Helms medlem af L&F og medlem af ØL’s bestyrelse

Kære Martin Merrild.

Kampagnen Ren Madglæde har skabt en del debat, og du har selv udtrykt skuffelse over, at vi fra Økologisk Landsforening laver skrækkampagner, der hænger det konventionelle landbrug ud. Samtidig opfordrer du til, at vi står sammen og taler hele det danske landbrug op, hvad vi er enige i. Men vi må også være stærke nok til at fortælle, om de forskelle der er. Jeg startede selv som konventionel landmand. I alle de timer jeg tilbragte med en sprøjte ude i marken, havde jeg ikke på noget tidspunkt en bekymring for, at det kunne få konsekvenser i grundvandet eller i naturen 30 år frem, for det var jo godkendte produkter, vi brugte. Som tiden gik, blev jeg motiveret af den økologiske udfordring og efter 20 år som økolog, kan jeg ikke forestille mig igen at sprøjte. For selv om du siger, at alt i dag er gennemprøvet og kontrolleret, så findes sporene fra det, jeg gjorde dengang, stadig i grundvandet. Måske har I ret, og det derfor bare er mig, der er unødigt bekymret, men min tvivl er der, og jeg vil agere forsigtigt ved ikke at sprøjte mere. At jeg ikke vil sprøjte er mit valg, ligesom det er min konventionelle nabos valg, at han vælger at gøre det. Så længe han gør det lovligt med godkendte midler, kan han gøre det med god samvittighed. Min tvivl til kemien er ikke rettet mod, hvad han gør, men om den godkendelse systemet udfører er god nok. Og jeg er nervøs for konsekvenserne deraf. Man kan sige, at det må jeg leve med, men som aktiv borger i et demokratisk samfund har jeg ytringsfrihed til at dele mine bekymringer. Da vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor marked og markedsføring fylder meget, også i politisk forstand, har jeg gennem mit medlemskab i ØL valgt at støtte op om en kampagne og få budskabet ud den vej.

Tilbage til det vi var enige om: At stå sammen om at tale hele dansk landbrug op. Med kampagnen har vi alletiders chance for det.

Følg trop

Vi økologer har nu været ude og prøve at slå hul igennem den store mediemølle, og her ville det være oplagt for de konventionelle at følge trop. Der findes produkter til alle slags forbrugere. Vi slår på økologiske produkter til de forsigtige forbrugere. Til de andre har konventionelle landmænd lavet noget lige så godt, der er produceret ved hjælp af de nødvendige godkendte hjælpemidler. Og så er de ovenikøbet billigere. Det er forbrugernes valg. Som du skriver, kan og skal vi alle i dansk landbrug være stolte af det, vi laver, ellers bør vi lave noget andet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle