Svin: Svag dollar presser prisen på hvede

Jyske Markets nedjusterer deres prisforventning til hvede det kommende kvartal som en følge af nedjustering af forventningen til dollaren og anbefaler kortsigtet salg af hvede.

I deres valutaanalyse nedjusterer Jyske Markets nu ret kraftigt forventningen til dollaren det kommende år.

Den nedjusterede prognoser for dollaren betyder en ringere udsigt for hvedeprisen i Europa, der i forvejen er udfordret på verdensmarkedet på grund af euroens styrke mod dollaren og rublen.

"Vi nedjusterer derfor vores prisforventning til møllehveden det kommende kvartal fra et handelsinterval i 160-175 EUR/ton til 150–165 EUR/ton, og anbefaler samtidig salg i perioden 0-3 måneder", skriver de i en aktuel kommentar. 

Jyske Markets forventer en bedring i prisen trukket af vækstsæsonen på den nordlige halvkugle i løbet af andet kvartal, hvorfor de ikke ændrer anbefaling på mellemlang og lang sigt.

Svag dollar omdrejningspunkt.

Netop den svage dollar mod euroen var endnu en dag omdrejningspunktet i går, hvor dollaren på ny dykkede mod 6,07 mod kronen.

Da der ovenikøbet var dømt salgspres på noteringen i Chicago var der ingen kære mor i Europa, hvor MATIF lukkede med tab på omkring en procent.

Mod på mere hvede

Investorerne i det amerikanske marked har fået mod på at sælge mere hvede ovenpå sidste uges WASDE-rapport, der viste et større vinterhvedeareal i USA end ventet.

Selvom arealet er historisk lavt. Fonde stod midt på dagen som sælgere af endnu 4200 kontrakter hvede i Chicago ifølge AgRessource.

Rusland cementerede endnu engang sin dominans på verdensmarkedet, og løb med et salg af 295.000 tons hvede til Egypten. Prisen var omkring 212 USD/ton cif, hvilket er en anelse mere end seneste egyptiske indkøb, men prisstignin-gen forklares hovedsageligt i øgede logistiske omkostninger.

Stor købsinteresse

Inden planteavlernes humør helt synker til bunds, så bemærker vi den store købsinteresse til disse priser. Egypten har nu indkøbt 45 % mere hvede end på samme tidspunkt sidste år, og både Tunesien og Algeriet er igen i markedet efter hvede.

Det globale hvedeforbrug stiger støt år efter år, indeværende sæson estimeret til 741 mio. tons. Det er endda kun 0,8 % mere end sidste år.

Forrige sæson var stigningstaksten i forbruget mere end 3 %.

Med et ligeså lavt prisniveau i år som forrige sæson kan det undre den opmærksomme læser, hvorfor stigningen i forbrugsvæksten ifølge USDA skal aftage så drastisk? Sætter vi for sjov skyld forbrugsvæksten i hvede til det samme som i seneste sæson, ja så vil det betyde, at vi faktisk får en nedgang i de globale reservelagre.

Tiden må vise, om USDA justerer prognoserne de kommende måneder.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle