Årets afprøvningsvært kåret på Grisekongressen

Mette og Keld Hjort, Vejle, blev Årets Afprøvningsvært.

Uden afprøvningsværter, ingen nye prøveresultater. 

Mette og Keld Hjort, Vejle, blev i 2019 værter for forsøget ’Kan søer med 14 patter fravænne 15 grise?’. 
Nu tester de effekten af langsom udfodring i farestalden. 

At være afprøvningsvært kræver, at man er meget omhyggelig med alle notater og i øvrigt følger forsøgsplanen til punkt og prikke. 

"Det betyder for eksempel, at vi tit må veje søer om søndagen", siger ægteparret, der har 600 søer med smågrise. 

Tankegangen omkring, at det, der kan ordnes i dag, ikke skal vente til i morgen, svarer fint til den måde, de normalt passer besætningen på.

Men forsøgsarbejde kræver præcision og akkuratesse, og det har de og deres medhjælper gennem fem år, Gitte Abildtrup. Hun står for pasningen af farestalden til daglig.

"Vi ville ikke være forsøgsværter, hvis ikke Gitte også var med på det, men hun går lige så meget op i det, som vi gør", understreger Mette Hjort. 

Holder os skarpe

De oplever, at de bliver lidt skarpere og får lidt mere motivation til at gøre et godt stykke arbejde, når de kører forsøg, men de tager også nogle af idéerne fra forsøgene til sig. 

For eksempel oplevede de gennem forsøget en positiv effekt af, at kuldene blev låst, så der hverken blev lagt grise til eller taget grise fra soen. 

Når kuldet ikke blev forstyrret, fik soen ro til at passe grisene, og kuldtilvæksten steg.

"Vi er blevet bedre til ikke at flytte grise til eller fra en so, når først vi har lavet kuldudjævning. Det er vi blevet mere opmærksomme på, fordi vi er afprøvningsværter", siger Mette og Keld Hjort. 

Keep it simple

Mette og Keld Hjort lægger vægt på håndværket frem for tekniske løsninger. 

De har ikke mælkeanlæg, bruger ikke elektrolyt, mælkeerstatning eller lignende. 

"Det drejer sig om at vælge de rette pattegrise til soen og så ellers lade soen passe grisene uden vores indblanding", forklarer Mette og Keld Hjort om deres filosofi. 

Med en effektivitet på over 40 grise tyder det på, at de gør det ganske godt. 

De laver selv avlspolte med zig-zag krydsning og kernestyring. 

"Vi vælger avlssøer blandt førstelægs søerne. Ud over et højt avlsindeks lægger vi vægt på moderegenskaber og patteantal", siger Mette og Keld Hjort. 

Emneord Grisekongres 2021

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle