Øget dansk efterspørgsel på gener får nyt svineavlsselskab til at udvide

Bovbjerg Genetics, der driver svineavl i Danmark på basis af gener fra Topigs Norsvin, øger sin produktion som følge af stor efterspørgsel.

Siden efteråret 2018 har Bovbjerg Genetics, der driver en opformeringsbesætning ved Stenderup nær Horsens, haft tilladelse til at sælge sopolte til danske svinebesætninger.

Det er gået så godt, at folkene bag selskabet netop har valgt at udvide deres aktiviteter.

»Vi har for nyligt flyttet 400 af vores landrace-avlsdyr til en anden stald i Thy, så vi om to måneder har cirka 1.000 søer i alt«, forklarer Bertel Bovbjerg, direktør og daglig leder af selskabet.

Han fortæller, at udvidelsen foretages for at mindske risikoen i forhold til sundhedsstatus.

»Det er vigtigt at sprede os til to lokaliteter, fordi det er svært for os at reproducere vores besætning, men udvidelsen foretager vi også, fordi vi føler, at det skal til for at følge med efterspørgslen på vores dyr«, siger Bertel Bovbjerg.

Med udvidelsen kommer han til at kunne levere omkring 10.000 sopolte årligt.

Tæt på udsolgt

»Vi har hidtil haft tæt på udsolgt af vores dyr. Vi er kommet dertil, at jeg på det seneste har sagt nej til tre-fire producenter, der gerne vil prøve vores polte af i mindre målestok, men jeg er nødt til at have fokus på vores faste kunder, for ellers har vi ikke nok dyr at sælge til dem«, forklarer han og uddyber:

»Vi oplever løbende producenter, som vil have nogle få af vores polte for at prøve vores genetik af, og det er også på den måde, salget er vokset for os. Folk har prøvet dyrene af og har derefter kunne se nogle af de egenskaber ved TN70-soen, som vi er gået ud og har fremhævet«, siger han.

Bertel Bovbjerg betegner de foreløbige salgstal som en kæmpe succes, som han mener er skabt via netværk og flere ture med danske svineproducenter, der er kørt i bus til Holland for at se besætninger, der benytter Topigs Norsvin-genetik.

»Vi får ikke så mange tilbagemeldinger fra vores kunder, fordi de gerne vil se resultaterne fra 2. og 3. lægssøerne først, men jeg tolker det positivt, at vi endnu ikke har mistet en eneste af vores otte-ti faste kunder«, siger Bertel Bovbjerg.

Med den seneste udvidelse på plads er der ikke konkrete planer om yderligere udvidelser.

»Topigs Norsvin er markedsleder på svinegenetik i Europa, og det er selvfølgelig naturligt, at de også får en større markedsandel i Danmark. Vi skal lige trække vejret, men vi har ikke planer om at blive større nu«, siger Bertel Bovbjerg.

Faktaboks

4 facts om Bovbjerg Genetics

  1. Baggrund: Opformeringsbesætningen ved Stenderup består af 600 renracede landracesøer med genetik fra Topigs Norsvin. Besætningen blev overtaget i 2017 og i første omgang drevet af Henrik Bovbjerg. Hans bror, Bertel, overtog driften i 2018. 
  2. Udvidelse: Dele af besætningen er netop blevet flyttet til en lejet stald i Thy for at mindske risikoen ifm. sundhedsstatus og for at følge med efterspørgslen.
  3. Aftagere: Selskabet har otte-ti faste aftagere. Der er løbende henvendelser fra svineproducenter, som vil købe et mindre antal polte for at prøve genetik af. 
  4. Ejer: Foruden de to brødre Bertel og Henrik er Bertel Hestbjerg, der er landets største økologiske svineproducent, ejer af Bovbjerg Genetics.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle