Øko-svineproducent: Næste fravænningshold får ingen zink i foderet

Blog fra svinebedriften: Hans Erik Jørgensen vil gerne stoppe med brug af zink i fravænningfoderet inden for det næste halve år. For grisene, der fravænnes i stald, bliver næste fravænningshold pionerer på det felt.

Af Hans Erik Jørgensen, økologisk svineproducent - fortalt til Stig Bundgaard

Vi har planer om at stoppe helt med brug af zink ved fravænning af smågrisene. Det mål er jeg overbevist om, at vi kan nå inden for det næste halve år - og ærlig talt burde vi have taget fat i det noget før.

I dag fravænner vi smågrisene på stald ved en gennemsnitsalder på syv uger og en vægt på ca. 14-15 kg.

Her har vi hidtil brugt 2 kg zink pr. ton foder 10 dage efter fravænning, og det er nu sat ned til 1 kg zink pr. ton foder - hvilket er i den meget lave ende -  som et skridt mod at tage zinken helt ud af foderet.

Stop med zink for næste hold

Planen er, at vi for næste fravænningshold om fire uger helt stopper med brug zink.

Faktisk bruger vi slet ikke zink i foderet til en del af smågrisene, nemlig de 10-20 procent vi fravænner udendørs i sommerhalvåret, og som bliver til græsgrise. Det fungerer bare rigtigt godt, fordi grisene kan rode i jorden, og de har et godt klima i hytterne. Men det er et stort arbejde, og det kræver et stort areal.  

Nu gælder det så om at stoppe med at bruge zink i foderet til de smågrise, vi fravænner i stald. 

Efter vi har ødem-vaccineret de sidste halvandet-to år, er der kommet mere ro på vores smågrise og fravænningerne fungerer væsentlig bedre. Før den tid lavede vi flere forsøg med zinkfri fravænning, men det lykkedes ikke så godt, fordi man jo skal være forsigtig med fodringen i tilfælde af ødemsyge.

Senere fravænning og skånsomt foder

For at lykkes med at udfase zink arbejder vi tæt sammen med en fodringsekspert.

Dels overvejer vi at fravænne smågrisene senere end i dag, nemlig når de er 9-10 uger gamle og er store og robuste, hvilket er meget vigtigt. Så får de ikke et foderskifte på et kritisk tidspunkt, og de kan gå sammen med soen længere tid og få mælk.

Dels vil vi give smågrisene et mere skånsomt foder end i dag. Som økologer kan vi ikke anvende kunstige aminosyrer, og derfor er det en balance at finde det rigtige foder.

Det er planen at indføre brug af afskallet havre, som har en fin aminsyresammensætning, i fravænningsfoderet hen over sommeren til smågrisene, og så kombinere det med et groft foder. Så er jeg ikke så nervøs for, at det ikke skulle lykkes med zinkfri afvænning. Vi har lavet forsøg med afskallet foder til søerne og det har givet fine resultater, så det burde også virke ved smågrisene.

Jeg vil gerne have en masse havre liggende til afskalning til næste år. Havren skal indkøbes, og jeg er sikker på at der kommer en del økologisk havre på markedet.

I dag har vi hel del havre i den foderblanding, vi giver til smågrisene de første ti dage, og vi ændrer derfor ikke foderet for næste fravænningshold.

Dertil lægger vi vægt på at have korn, som er korrekt indlagret og fri for toxiner. Det er et punkt, vi gør meget ud af, og det skal vi holde fast i.

Faktaboks

Hans Erik Jørgensen

  • Driver Risbjerg Landbrug på Fyn med sin kone Kirsten. Blogger til Svin Plus
  • 300 søer. Produktion af 6.000 slagtesvin årligt, heraf 500-1.000 græsgrise, dvs. at de går udenfor hele deres liv. Leverer til Friland.
  • Grisene rotationskrydses med tre racer, L - Y - Duroc
  • Hjemmeblander al foder
  • Seks medarbejdere, inklusive Hans Erik Jørgensen og hans kone Kirsten, plus weekendhjælp
  • 375 hektar, heraf er 250 ejet. Svineproduktionen fylder 25 hektar.
  • Markplan 2019: Frøgræs, sukkerroer, havre, vinterhvede, vårrug, vinterrug, vårbyg, lupin, ærter, hestebønner, hamp, kløvergræs plus efterafgrøder.   
  • Principper og mål for produktionen: Så høj selvforsyning med foder som muligt, egen produktion af protein, klimaneutral bedrift med husdyr, økonomien skal være i orden, max. 14 levendefødte pr. kuld, trivsel og biodiversitet

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle