Økolog når op på 25 grise pr. årsso

Der er masser af udfordringer for effektiviteten i en økologisk besætning. Foderforbrug og pattegrisedødelighed er noget af det, driftsleder Michael Krog er opmærksom på.

Driftsleder Michael Krog er tilfreds med at kunne sælge omkring 10.000 økologiske smågrise fra 400 søer.

En fravænningsalder på 57 dage betyder for eksempel, at det er svært at få mere end to kuld pr. årsso.

Der er udfordringer med dødeligheden før fravænning. Den har ligget på 23 procent de seneste 12 måneder. Besætningen er under omlægning fra DanBred til Topigs Norsvins TN 70 polte, og han forventer, at det ændrer dødeligheden.

De nye søer får mellem en og halvanden levendefødte gris mindre pr. kuld, men fravænner alligevel mellem halvanden og to grise mere. Dødfødte er også faldet med en halv gris pr. kuld. To tredjedele af søerne består nu af Topigs Norsvin.

»Vi har populært sagt byttet levendefødte ud med en højere fødselsvægt. Det spiller positivt ind på pattegriseoverlevelsen«, konkluderer han.

Avlsskifte har løftet fødselsvægten

Det avlsmæssige skifte har også givet et løft i fødselsvægten pr. gris. Tidligere lå den under 1.500 gram, og skønt det langt fra er alle kuld, der bliver vejet, har prøvevejninger vist, at fødselsvægten nu ligger 300-400 gram højere pr. gris.

Michael Krog valgte TN 70 poltene, fordi de har flere patter end DanBred. Han har erfaret, at poltene ikke må være for små ved løbning.

»Fremover stiler vi efter en vægt ved løbning mellem 160-180 kg og 250 dage«, siger han.

Han forventer også en længere holdbarhed hos de nye polte, så flere kan få fem, seks eller syv kuld.

»Vi får 20 polte hver ottende uge hos Bovbjerg Økologi. Det svarer til 16 procent førstelægs søer«, siger han.

Der er baglåge i alle farehytter. Det betyder, at personalet altid har en nødudgang, når pattegrisene behandles, selvom soen spærrer for den ene udgang. »Man må ikke overse arbejdssikkerheden«, understreger Michael Krog.

Søer må ikke blive for gamle

Søerne må på den anden side ikke blive for gamle, for med alderen bliver søerne tit vanskeligere at omgås.

"Sker det, ryger de på slagteriet«, lyder det konsekvent.

Når soen før faring bygger rede, laver den en fordybning i halmen. Fordybningen er vanskelig for pattegrisene at komme op af, og derfor forsøger  Michael Krog at udjævne fordybningen.

»En plan og kompakt bund giver færre døde pattegrise end en stor fordybning«, siger han.

Læs mere om bedriften i det nye nummer af fagmagasinet SVIN, der udkommer tirsdag 20. oktober.

Faktaboks

Effektivitet på Sdr. Klejnstrup

  • 16,7 levendefødte pr. kuld
  • 25,2 fravænnende pr. årsso
  • 1,96 kuld pr. årsso
  • 57 diedage
  • 11 spildfoderdage pr. kuld
  • 92 i drægtighedssprocent
  • 4 procent omløbere

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle