Økologiformand: Vi skal dyrke eget og lokalt foder

Økologisk svineproduktion skal konstant udvikles for at imødekomme fremtidige forbrugerkrav om klima og miljø. Det mener formanden for L&F Økologi, Hans Erik Jørgensen, der selv forsøger at udvikle sin bedrift.

"Hvis vi ikke udvikler os, vil andre køre uden om os«.

Hans Erik Jørgensen, formand for L&Fs sektion for Økologi, er stålfast, når han taler om økologisk svineproduktion og fremtiden.

Produktionsformen er kommet langt, men med det støt stigende forbrugerfokus på bl.a. klima og miljø er det en tvingende nødvendighed, at alle økologiske svineproducenter tænker i udvikling og innovation, når de står op hver morgen.

»Den hidtidige historie om økologien har været en god historie, men skal vi fortsætte på den vej og fortsætte med økologisk svineproduktion, skal vi f.eks. ikke kunne sætte spørgsmålstegn ved, om vi har en god dyrevelfærd«, siger han.

Avlsdyr og merfortælling

I økologisk svineproduktion er der udfordringer, som der skal gøres noget ved.

»Vi mangler robuste søer. Vi har fundet en so, der bedre kan passe sine egne grise, men den er ikke nødvendigvis robust og kan have 7. læg grise. Vi skal også avle efter mere rolige dyr. Samtidig har vi den udfordring på slagterierne, at vi får fradrag, hvis vi som økologer leverer farvede grise. Det er forhold, vi markedsmæssigt skal skubbe til«, mener Hans Erik Jørgensen.

Han ser konventionel svineproduktion fremhæve lav klimabelastning grundet høj produktivitet. Han vil gå en lidt anden vej og give det økologiske kød en merfortælling.

»Vi skal fortælle om stribe-dyrkning og skovlandbrug, men også om biodiversitet, fodring uden soja og et landbrug uden syntetiske pesticider«, siger han og nævner, at han på sin egen bedrift har fået lavet tre bæredygtighedsanalyser i de seneste fem år, hvor bedriften er blevet vurderet på en række parametre.

»Vi har flyttet os fra gang til gang, men den store forskel på klimaaftrykket er på skiftet fra soja til eget dyrket protein«, siger han og nævner også elektriske landbrugsmaskiner som et naturligt skridt i fremtiden for økologer.

Han savner samtidig, at der sker mere innovation f.eks. på området for økologiske stalde.

»De stalde, der er i dag, er alle forskellige. Jeg synes f.eks. ikke, at der er fundet en optimal løsning på udearealer, hvor der både sommer og vinter er et godt miljø til grisene«, siger Hans Erik Jørgensen.

Fra 2025 skal soja  være fra Europa

Når Hans Erik Jørgensen og hans ansatte går eller kører rundt på farefolden ved Haarby, kan de konstatere, at et ikke uvæsentligt foderspild hører med til dagligdagen.

»Vi oplever foderspild. Vores foderkasser er ikke optimale, og fuglene spiser af grisenes foder. Fordi økologisk svineproduktion ikke er så stor, er der ikke sket så meget innovation på området for foderkasser, men jo større produktionen bliver, jo flere vil også blive interesseret i at lave brugbare løsninger«, vurderer Hans Erik Jørgensen.

På bedriften, der består af 300 søer og årlig opfedning af 6.000 slagtesvin, producerer han sit foder selv fra de 370 hektar, han råder over. Men han er også nødt til at købe foder ind.

»Vi indkøber noget protein i form af soja og noget korn. Men fra 2025 skal vi have vores soja fra Europa eller lokalt«, siger Hans Erik Jørgensen.

Kigger han fem år frem for sin egen bedrift, er der - hvis alt går vel - også sket andre forandringer på fodersiden.

»Min selvforsyningsgrad skal jeg have yderligere op. Samtidig vil jeg arbejde på et samspil med mine naboer, hvor jeg f.eks. kan købe hestebønner af dem og på den måde få et alternativ til sojaindkøbene«, siger Hans Erik Jørgensen.

Han har øget fokus på proteinafgrøder og dyrker bl.a. ærter, hestebønner, lupin og havre på markerne.

»Inden for de seneste to-tre år er vores indkøb af soja halveret, fordi vi til vores søer har udskiftet sojaen med afskallet havre«, fortæller den fynske økolog, der også fremhæver de grønne marker, hvor søerne, der er gode græssere og finder en betydelig del af deres protein selv, er med rundt i sædskiftet.

Oplægsholder på temadag

Hans Erik Jørgensen er oplægsholder ved den temadag om udendørs svineproduktion, der afholdes hos Sagro 1. juni.

Hans indlæg omhandler den fortsatte udvikling i udendørs produktion - men hvordan? Temadagen arrangeres af SvineRådgivningen og Seges Økologi Innovation.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle