4 gode råd til opstart af smågrise- eller slagtesvinestalden

De fleste, både mennesker og dyr, trives bedst i et miljø som er rent, luften er klar, vandet er rent, foderet er frisk, og hvor klimaet er tilpas.

Af Irene Drews Henriksen, svinerådgiver, VKST Husdyr & Miljø

Det, vi gør før indsættelse af grise - om det så er hos smågrise eller slagtesvin, kan have stor betydning på det resultat, vi får til slut. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi tager os tiden til at forberede stalden grundigt, inden grisene kommer ind.

De fleste, både mennesker og dyr, trives bedst i et miljø som er rent, luften er klar, vandet er rent, foderet er frisk, og hvor klimaet er tilpas. Så hvorfor ikke sikre sig, at disse paramenter er opfyldt hos grisene?

Hvis vi tager de vigtigste punkter til forberedelse af stalden (både smågrise og slagtesvinestalden), så er det helt klart følgende punkter:

1. Vask og desinfektion 

Vask med sæbe og desinfektion burde der ikke være noget nyt omkring, dog ser vi stadig stalde som er vasket, men hvor der stadig sidder skidt i krogene, på undersiden af overdækket, under fodertrug osv.

Og vores desinfektion kan ikke virke fuldt ud, hvis ikke overfladen er ren. Det er det samme som er gældende for os mennesker her i coronatiden, når vi vasker hænder.

Herunder hører også vask og rensning af fodertrug, så alle foderrester er væk, og trugene er klar til en ny periode med grise. Husk også at rengøre de løse trug som anvendes til mælk/opblødt foder.

2. Korrekt udtørring

Når stalden er vasket helt ren, skal den udtørres.

Dette skal gøres på den rigtige måde, så vi undgår at indsætte grise i en fugtig stald, hvor bakterierne har perfekte levevilkår. Derfor er det vigtigt, at man får udtørret stalden korrekt.

Strategien kan f.eks. være, hvis stalden vaskes færdig fredag, indsættes der en oliekanon samme dag. Samtidig sættes klimastyringen til aktiv stald med 50 grise og en ønsket rumtemperatur på 30 grader.

Når grisene så ankommer om tirsdagen, skal der i smågrisestalden kunne måles 23 grader på midten af det faste gulv, i den midterste sti i sektionen. Hos slagtesvin skal der kunne måles 22 grader på samme måde.

Varmekanonen tages først ud, lige inden grisene er på vej ind i stalden. 

3. Tjek og service af klimastyring

Tjek af klimastyring er en god måde at komme på forkant, så vi ikke pludselig står med et system, der ikke virker, og grise der på grund af dette fryser/har det for varmt og derved bliver syge.

Få tjekket at ventilationen kører, som den skal, at følerne virker og hænger mest optimalt, at gulvvarmen/vægvarmen virker osv.

4. Rent vand igennem rørene inden indsættelse

Til sidst, men ikke mindst, er det vigtigt at man får skiftet vandet, som har stået i vandrørene under udtørring. Dette vand er varmt og fyldt med bakterier, så det ønsker vi bestemt ikke at give til grisene.

Man sørger for at fylde hovedrøret med rent vand ved at åbne en hane bagerst i stalden eller ved at trykke på en vandventil i den sidste ventil i sektionen. Når hovedstrengen er fyldt med rent vand, trykker man på alle vandventiler, til der kommer rent, frisk og koldt vand ud.

Foderopstart er næste skridt

Når alle disse punkter er udført, så har vi gjort det bedste vi kunne for at starte grisene ordentligt op og sikre en god tilvækst fra start af.

Foderopstart er et helt kapitel for sig selv, og her vil det altid være en god ide at have 110 procent styr på, hvordan det gøres, og hvilket foder der anvendes. Her kan det være en god ide at forhøre sig hos sin foderkonsulent.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle