
500.000 grise er forsvundet siden nytår i Hviderusland. Det viser tal fra landets egen nationale statistikenhed.
Antallet af grise er ganske enkelt faldet fra 3,1 mio. til nu 2,6 mio. Det skriver GlobalMeatNews.com.
Det voldsomme fald, der svarer til 15 procent - og i nogle regioner helt op til 25 procent, altså hver fjerde gris - får russiske myndigheder til at mistænke, at landet har problemer med den frygtede svinepest-sygdom ASF.
Allerede 10. april forbød de russiske fødevaremyndigheder al import af levende grise samt grisekød fra nabolandet.
Samtidig beskyldte man sine kolleger i fødevare- og landbrugsministerierne for at fortie sandheden om sygdomsudbrud.
Blandt andet fordi der ingen fornuftig forklaring er på faldet i svinebestanden. Antallet af slagtninger er for eksempel ikke steget voldsomt. Samtidig påpeger russerne, at flere lokale medier i Hviderusland har rapporteret om en hændelse på farmen Sozh Collective Farm i Gomel Oblast, hvor alle grise blev aflivet og brændt. Angiveligt ifølge medierne på grund af en ukendt sygdom.
Lokale myndigheder i Hviderusland hævder dog, at forklaringen ganske enkelt skyldes, at farmen er under modernisering.
»Situationen med de særligt farlige dyresygdomme, inklusive ASF er, at landet er sikkert. Vi har ingen ASF-udbrud registreret på farme«, udtaler landbrugsministeriets presseservice til GlobalMeatNews.com.
Relaterede artikler
Kommentarer