Analyse: Smågriseksport til Polen topper om få år

Eksporten af smågrise til Polen stiger med yderligere 1,5 mio. grise de kommende år, men derefter ventes afsætningen at stagnere som følge af bl.a. ny støtteordning til sostalde i Polen.

Eksporten af smågrise til Polen boomer, og i løbet af få år når eksporten op på en samlet førsteplads sammen med Tyskland, som hidtil har været den klart største aftager af danske smågrise.

Det er en af konklusionerne i en ny analyse af det polske smågrisemarked, som chefkonsulent Finn Udesen fra Seges har udarbejdet.

De danske smågriseeksportører har en markedsandel på 80 procent af smågriseeksporten til Polen og lever højt på dårlig konkurrenceevne blandt de polske smågriseproducenter og manglende strukturudvikling i Polen.

Over 95 procent af bedrifterne har i dag under 100 søer, og det skønnes, at omkring halvdelen af de polske søer står i besætninger, der må lukke i de kommende år, fordi de ikke har en rentabel størrelse.

FEM MIO. GRIS I 2016

Opgørelsen er endnu ikke klar for 2016, men det ventes, at eksporten af smågrise til Polen i 2016 bliver på omkring fem mio. styk. De kommende år er der grundlag for en yderligere stigning:

»Eksporten forventes at stige op til 6,63 mio. smågrise i 2019. Derefter forventes det, at eksporten stagnerer, således at det polske og tyske marked vil have nogenlunde samme størrelse,« forudser Finn Udesen.

STØTTEORDNING TIL POLSKE SØER

En af grundene til, at der ventes en stagnation i afsætningen af danske smågrise til Polen, hænger sammen med en støtteordning i Polen, der kan sætte gang i modernisering af smågriseproduktionen.

»Investeringsstøtten skønnes at bidrage til godt 100.000 nye sopladser og vil dermed bidrage til at stoppe faldet i smågriseproduktionn. Det laveste antal søer i Polen vil formentlig forekomme i 2021-22. Om den polske svinesektor herefter vil være i stand til at fastholde eller endda at udvide soantallet uden nye støtteordninger, må tiden vise,« siger Finn Udesen.

Faktaboks

Svin i Polen

  • 797.000 søer (2016-tal) - fald på 15,8 pct.
  • Samlet svinestand: 10,2 mio. - fald på 12 pct.
  • 200.000 producenter (2014-tal) - heraf 150.000 med søer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle