Analytiker: Svinepriserne kan være på vej frem igen

Priserne på slagtesvin og smågrise er igen stigende på det tyske marked. Der er potentiale for yderligere stigninger, mener markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

Danske svineproducenter kan godt begynde at glæde sig igen. Noteringerne på det tyske marked er i fremgang, og det bør også smitte af på de danske noteringer.

Mandag blev Nord-West-noteringen sat op med 1 euro til 35 euro, mens Nord-West-noteringen for 8-kilos-grise steg med 50 eurocent til 22 euro. Disse stigninger følger i kølvandet på en markant stigning i sidste uge på slagtesvinene på det tyske marked, der steg 5 eurocent til 1,33 euro pr. kg.

Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter, tror på yderligere stigninger.

»Det russiske marked er ved at åbne sig, vi ved ikke i hvilket omfang. De kraftige stigninger på slagtesvinemarkedet, som vi så for en uge siden, vil gøre, at smågrisemarkedet også vil følge med op,« siger Markus Fiebelkorn, der dog tager forbehold for situationen i Rusland, hvorfra der kommer forskellige meldinger.

»Hvis det er rigtigt, at de har suspenderet åbningen, og vi dermed står med en falsk alarm i forhold til at få markedet i Rusland åbnet igen, så vil vi nok se stabile priser i den kommende tid. Men vi har nået bunden på svinepriserne i denne omgang,« vurderer Markus Fiebelkorn.

I samme ombæring undrer han sig over, at den danske notering ikke er steget de seneste uger, men derimod er sat 30 øre ned.

»Noteringen faldt 30 øre i Danmark, to dage efter at der var tegn på, at det russiske marked igen ville åbne. Og om fredagen i samme uge steg slagtesvinenoteringen på den tyske internetbørs med cirka 50 øre,« påpeger Markus Fiebelkorn, der dog mener, at den danske noteringens pludselige stigning inden jul kan være årsagen til, at der endnu ikke er set stigninger i den danske notering.

Emneord svinenotering, slagtning

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle