Analytikere: Opturen blandt slagtesvin er kun midlertidig

Flere ugers kraftig optur for slagtesvinenoteringen bliver normaliseret snart, mener Karsten Flemin, L&F.

De seneste ugers udvikling for slagtesvinepriserne, der har haft en kraftig pil op særligt i Tyskland, er kommet bag på de fleste.

Udviklingen for noteringerne her i sensommeren er typisk nedadgående, men flere svineproducenter har måske fået noget af optimismen tilbage i takt med stigende noteringer.

Den optismisme kan imidlertid godt pakkes væk, for den kommende tid vil igen byde på »almindelig« noteringer.

Det forudså Karsten Flemin, analytiker hos L&F, da han i dag var oplægsholder på Danske Svineproducenters årlige bankseminar og blandt andet fokuserede på udviklingen i Tyskland.

"Slagtningerne ligger ti procent under året før, og det er formentlig ikke noget varigt, fordi vi fik meget meget varmt vejr i Tyskland her for fire uger siden, og det sænker tilvæksten på grisene. Derfor er der ikke ret mange grise til slagtning på de tyske slagterier for tiden, og derfor banker prisen op. Jeg tror, det er imidlertidigt, og når vi når september, så vil vi igen se tyske slagtninger oppe på et mere normalt niveau, og den tyske notering vil igen få et dyk og falde ned ad", sagde Karsten Flemin, der også forholdt sig til den fremtidige prisudvikling i Tyskland:

"Jeg forventer en normal udvikling, hvor vi ser de laveste priser omkring januar, dvs. fald i noteringen frem til december/januar. Jeg tror ikke, faldet bliver så markant som de foregående år, for vi er i forvejen meget langt nede. Først i foråret/sommeren 2019 tror jeg, vi skal se svinepriser oppe på niveauer, hvor vores produktionsomkostninger er i dag. Desværre har jeg ikke mere positivt at sige, men om ikke andet vil det blive bedre i foråret 2019, for der bliver lukket svineproduktioner i øjeblikket." (udbuddet af svinekød bliver dermed mindre, red.)

Karsten Flemins udmelding blev støttet af tyske Frank Greshake, direktør for omsætterorganisationen Schweinevermarktung Rheinland, som også holdt oplæg på seminaret.

"Vi oplever stigende slagtesvinepriser for tiden. Ja, hvorfor? Grise er som mennesker, når de oplever høj varme. De drikker og drikker, og for grisene går det ud over tilvæksten. Derfor er antallet af slagtninger helt nede på 850.000 de seneste par uger mod op mod 1,1 mio. i november/december. Den udvikling kan jeg ikke huske at have set de sidste 5-15 år. Det skyldes varmen, men også en mindre produktion som følge af, at særligt mindre producenter har valgt at lukke produktionen ned«, sagde Frank Geshake, der også kunne oplyse, at den eksplosive prisudvikling på slagtesvin foreløbig er bremset, da denne uge byder på en notering som i sidste uge".

"Det er en konsekvens af, at der igen begynder at komme flere grise ind til slagterierne", sagde han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle