Anne har taget styringen fra sin far i stalden og drømmer om at overtage

Anne Jensen har siden september 2020 arbejdet tæt sammen med sin far om et sohold på 1.800 søer. Ambitionen for hende er at overtage den store bedrift.

Ledelse af sin fars soejendom med 1.800 søer har været et mål for Anne Jensen, men i første omgang gik hun andre veje.

EUX-landmandsuddannelsen kom i hus fra Bygholm i 2018, og hun fik ansvar for 1.200 søer på en soejendom ved Brædstrup.

Her var hun i gang med sit andet år som fastansat, da hendes far rakte ud efter hendes hjælp.

"Min far er blevet 55 år, og han har i mange år haft alt for lidt fri. Han har arbejdet i alle weekender, og nu var det op over, fordi han ikke altid har haft de bedste folk i stalden. Så har han bare selv udført arbejdet", forklarer Anne Jensen, der 1. september 2020 valgte at komme hjem til sine forældre ved Brande.

En del af den manøvre var også at se, om Anne på sigt skulle overtage Egelund.

"Skal man generationsskifte, skal man starte tidligt. Vi skulle også finde ud af, om vi kan arbejde sammen. Kan vi ikke enes, tror jeg stadig, jeg godt kan finde på at købe en ejendom selv, men det er ikke det, jeg går efter", forklarer hun.

Står for den daglige drift

Med Anne Jensen tilbage i stalden har hun overtaget den daglige styring. Hendes far tager sig nu af tingene rundt om bedriften i form af bl.a. foderanlæg og marken.

"Vi har fået den første danske elev 1. juli og har også ansat en dansker, der er ansvarlig for farestalden. Jeg er ligeglad med de ansattes nationalitet, bare de kommer med godt humør og vil arbejde", understreger hun.

På produktionssiden har hun løftet resultaterne til 37 fravænnede grise pr. årsso, og ambitionerne er at komme længere op.

"Kigger jeg fem år frem, skal vi gerne være i gang med et generationsskifte. På ranglisten hos HyoVet skal vi gerne være i top tre, og jeg vil da gerne kunne skifte titlen som årets svineelev ud med årets soholder", siger Anne Jensen.

Fremtiden kan også meget vel byde på andre staldforhold.

"Jeg går op i dyrevelfærd, og skal vi bygge en ny farestald, vil jeg have løse søer", siger Anne Jensen og understreger, at det omgivende samfund meget gerne må få et indblik i hendes produktion.

"Jeg mener, vi som erhverv skal være bedre til at åbne vores stalddøre. Det vil jeg gerne bidrage til", siger hun.

Faktaboks

3 hurtige spørgsmål til Anne:

Hvad betød det for dig at blive årets svineelev?

Da William blev kåret året før mig, sagde jeg til dem, jeg sad i salen med, at det kunne være sjovt at stå deroppe. Året efter indstillede min arbejdsgiver mig til prisen, som jeg endte med at vinde. Sejren ser og så jeg som en stor anerkendelse og et klap på skulderen for mit arbejde.

Hvad er sektorens største udfordringer?

Mange ejendomme skal generationsskiftes. Det er ofte store ejendomme, som ikke er nemme at overtage, og det kan virke afskrækkende for unge mennesker. Samtidig er mange dårlige til at rekruttere unge, og her hjælper det ikke med vores image.

Hvad gør du for at rekruttere medarbejdere?

Mange siger, at der ikke er faguddannede landmand at få, men skal der være det i fremtiden, er vi nødt til at tage de unge ind. Det gør jeg gerne. En af vores måder til at få ansatte på er at tilknytte skoledrenge og skolepiger. Vi har lavet et opslag på Facebook, hvor vi fik otte ansøgninger og ansatte to skoledrenge.

Emneord Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle