Avlsselskab satser mere på robuste grise

En undersøgelse, Danish Pig Genetics har gennemført, viser, at kunder lægger vægt på robuste grise.

Robusthed er et relativt nyt begreb i avlen, som fremover indgår i avlsmålet for både søer og orner.

Det dækker over både holdbarhed og styrke og udtrykker dermed grisens evne til at klare sig i miljøet.

Udover et fokus på robusthed, vægtes LG5 og herunder overlevelse og levendefødte fortsat højt blandt de hvide racer.

Det forklarer seniorgenetiker Mahmoud Shirali, Danish Pig Genetics.

»Selv om vi lægger vægt på robusthed, vil vi om 10 år have avlet en markant højere pattegriseoverlevelse frem. Sammen med fremgang i levendefødte og fokus på slagtekvalitet vil vi producere mere kød pr. so pr. år«, forklarer genetikeren.

Man vægter nemlig LG5 (levende grise dag fem) med 21 procent hos landrace og yorkshire.

Holdbarheden hos søerne følges ved at registrere, hvor mange søer der løbes efter fravænning af første, andet og tredje kuld.

På ornesiden forventer man en fortsat stigende slagtevægt. I Danmark er den endnu kun omkring 90 kg, den er højere i Kina og endnu højere i fx Italien. Det har betydning for avl efter kød.

»I Spanien og i Tyskland er vores duroc i konkurrence med piétrain. Derfor lægger vi fortsat vægt på kødprocent hos duroc«, forklarer dir. Lars H. Dall.

Ingen avlsstation

Danish Pig Genetics har i modsætning til f.eks. DanBred fra starten valgt ikke at have en central avls- eller teststation, hvor man samler og tester dyr.

»En central avlsstation ville hurtigt betyde lavere sundhedsstatus for alle besætninger«, siger Lars Dall.

Kunderne ser høj sundhedsstatus som et grundvilkår. Det ville ifølge direktøren være et tilbageskridt, ikke at kunne levere dyr med højeste status.

Til gengæld tester selskabets otte avlsbesætninger årligt omkring 15.000 dyr med foderstationer, så man kender deres individuelle foderforbrug.

Vækst

Avlsselskabet har oplevet et godt salg siden etableringen for to år siden. Derfor regner Lars Dall med, at kapaciteten skal udvides. Det kan ske på flere måder.

»Udvidelsen kan ske ved at vores egne avlere etablerer opformeringsbesætninger i udlandet, eller det kan ske via samarbejdspartnere i udlandet«, fortæller direktøren.

Faktaboks

Danish Pig Genetics:

  • 8 avlsbesætninger.
  • 17 opformeringsbesætninger.
  • Avl med landrace, yorkshire og duroc.
  • Brugerundersøgelse viste, at robusthed skulle vægtes højt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle