Behov for fortsat fokus på svovlbrinte - webinar tirsdag

Svovlbrintemålere sælges i stor stil, men der er fortsat mange nærved-ulykker. Byggeri & Teknik holder webinar i næste uge om den usynlige fjende.

H2S eller svovlbrinte er en af landbrugets usynlige fjender, fordi den potentielt kan lamme luftvejene, når der arbejdes med gylle.

Trods opmærksomhed på giftgassen sker der fortsat mange arbejdsulykker, men det nytter at sætte fokus på emnet.

Det er erfaringen hos Byggeri & Teknik, der for et par år siden startede med at udbrede kendskabet mod den usynlige fjende - ved at gøre den synlig.

For indkøb af en svovlbrinte-måler kan modvirke ulykkerne med giftgassen.

»Man kan gøre svovlbrinten synlig ved hjælp af en svovlbrinte-måler, som hele tiden fortæller dig om svovlbrinte-niveauet, når du arbejder med gylle. Alarmen advarer dig både visuelt og akustisk.

Det vil sige, at alle tommelfingerregler ’vi plejer at’ osv. bliver overflødige, fordi du får et tal for, hvad svovlbrinte-niveauet er ved dit arbejde«, forklarer Kurt S. Mortensen, energi- og teknikrådgiver hos Byggeri & Teknik i Herning.

Har solgt over 400 målere

Hos Byggeri & Teknik er der foreløbig solgt over 400 svovlbrinte-målere, og tilbagemeldingerne fra køberne er, at måleren altid bør bæres, når man arbejder med gylle - uanset om det er i forbindelse med udslusning, bagskylning, omrøring eller andet.

Interessen for at sikre sig mod svovlbrinten er stigende. Alligevel er der al mulig grund til at fortsætte med at øge beskyttelsen mod svovlbrinte.

»Vi har gennem arbejdet med svovlbrinte erfaret, at der er et stort mørketal for, hvor mange nærved-ulykker der er, og hvor det er tilfældigheder, der har afgjort, at det ikke gik helt galt«, forklarer Kurt S. Mortensen, der også opfordrer maskinstationer til at være opmærksomme på svovlbrinte.

»Inden for det seneste år har vi også erfaret, at maskinstationsfolk, der arbejder ude i fri luft, er kommet galt af sted med svovlbrinte, både i forbindelse med forsuring af tanke og i forbindelse med omrøring, bagskylning og omlæsning af gylle«, siger han.

For at slå et yderligere slag for faren ved svovlbrinte og brug af svovlbrintemålere afholder Byggeri & Teknik tirsdag 2. marts et webinar om emnet.

Faktaboks

Webinar

  • Byggeri & Teknik afholder webinar om svovlbrinte og brugen af svovlbrintemålere tirsdag 2. marts kl. 12.30 til cirka 13.15.
  • Deltagelse er gratis, men der er begrænset antal pladser. Tilmelding hos ksm@byggeri-teknik.dk

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle