Bestemmer politikerne dødeligheden for pattegrise?

Ugen på Spidsen: I Holland har politikerne fastsat et mål på højst 10 procent dødelighed hos pattegrise. For mange danske besætninger vil det være en udfordring at nå samme måltal, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

I Holland satte politikerne allerede i 2009 et mål om, at dødeligheden blandt pattegrise skulle reduceres fra 12,6 procent til under 10 procent.

Det har hollænderne ikke formået at opfylde, så nu har emnet igen været oppe at vende politisk i det hollandske parlament.

En lignende diskussion har kørt i Tyskland.

Man kan godt stille sig det spørgsmål, om politikerne skal blande sig så specifikt i svineproduktionen, men det viser under alle omstændigheder, at der er politisk bevågenhed omkring erhvervet og dets gøren og laden. Svineproduktion er noget, mange har en holdning til.

Udfordring for danske besætninger

En del danske besætninger ligger med en dødelighed under 10 procent, endda med flere levendefødte end i Holland, men som gennemsnit vil det også være en udfordring for danske besætninger at holde sig under 10 procent dødelighed før fravænning.

Et krav om lavere dødelighed spiller bolden videre til avlen med et ønske om færre, men mere livskraftige pattegrise.

Vi kan spørge os selv, om vi er gået lidt for langt i bestræbelserne på at nå mange grise pr. årsso. Er de sidste grise for dyre at frembringe i form af mælkeanlæg, ammesøer, babystalde, dyrt fravænningsfoder og ikke mindst kravene til arbejdskraft?

Der er avlsselskaber, der hævder, at deres polte er robuste og passer godt til en lidt mere enkel tilgang til svineproduktion. Og med lavere input af ressourcer, ikke mindst arbejdskraft, kan bundlinjen være lige så god, selvom grise pr. årsso er lavere.

Det bliver interessant at følge totaløkonomien hos de producenter, der vælger denne vej.

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle