Blærebetændelse er et overset problem hos søer

Årsagen til blærebetændelse er oftest E. coli, som er en almindelig tarmbakterie, men når den bevæger sig op i blæren, giver den hurtigt problemer.

Blærebetændelse hos søer har man som svineproducent sikkert hørt om før, men der er grund til at være ekstra opmærksom på symptomer, for blærebetændelse er nemlig et overset problem.

Det fastslår svinedyrlæge Sanne C. Leth fra Porcus.

Kan du nikke ja til et eller flere af følgende symptomer hos soen, bør du derfor drøfte med din dyrlæge, om blærebetændelse kan være en medvirkende årsag:

  • Søer med manglende appetit
  • Søer med flåd
  • Søer der urinerer oftere end normalt (kan være svært at holde styr på)
  • Blod eller pus i urinen
  • Pludselige dødsfald ved søerne
  • Problemer med for højt et niveau af dødfødte grise

Årsagen til blærebetændelse er oftest E. coli, som er en almindelig tarmbakterie, men når den bevæger sig op i blæren, giver den hurtigt problemer, forklarer Sanne C. Leth.

Dette kan ske, hvis soen ligger i et beskidt miljø og ikke får optaget nok væske. I sådanne tilfælde kan bakterierne ikke blive skyllet ud igen, som de vil blive, hvis vandoptaget er korrekt.

Hvis man ønsker at tjekke, om der er blærebetændelse ved søerne i en besætning, kan dette gøres forholdsvist let ved at lave en visuel vurdering af urinen. Hvis det derefter ikke kan afvises, at søerne har blærebetændelse, så laves der en dyrkning på urinen.

Forebyggende tiltag handler i bund og grund om at sikre, at der er en god vandtilførsel til søerne, så alle har rig mulighed for at optage væske nok, lyder anbefalingen fra svinedyrlægen.

sbu

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle