Blog fra svinebedriften: Gyltene driller – de får for få grise

Blog fra svinebedriften: Gyltene får færre smågrise end tidligere, og Anton Nielsen bøvler med at finde ud af hvorfor, så produktionstallene kan komme op igen.

Af Anton Nielsen, svineproducent - fortalt til Frederik Thalbitzer

I 2. kvartal fik gyltene 17,5 grise, i juli målte vi det til 16 og i august er de helt nede på 15 grise Det er vi lidt trætte af lige nu. Derfor roder vi med at gennemgå alle vores procedurer, så vi kan få tallet op igen.

Vi bruger Antresyn til at brunstsynkronisere, så poltene kommer i brunst inden for tre dage. Jeg kan ikke se, at det skulle have noget med det at gøre, og løbningen gik godt. De stod fint.

Vi taler med dyrlægen om det, og han har spurgt ind til flushingen af poltene, hvor de får ekstra foder, så de får mange æg. Det er muligt, vi skal være hurtigere til at skrue ned for foderet igen.

Vi sætter også fokus på ornekontakten. Det er vigtigt, at poltene har været i brunst før, når man bruger brunstsynkronisering. Derfor er vi begyndt at mærke poltene op, når de har været i brunst, så vi er helt sikre på, at det er sket. Det er det, vi prøver at dingle lidt i.

Ellers er tiden præget af, at sommerferien nu er overstået, og alle mand er tilbage. Der er meget travlt, mens der er sommerferie, og vi skubber nogle ting foran os. Noget vedligehold og rengøring for eksempel. Nu skal vi have vasket drægtighedsstaldene inden det bliver for koldt. Vi døjer lidt med møl i foderkasser, og de trænger til, at vi kommer rundt og renser dem igen. Det gør vi 2-3 gange årligt i løbe- og drægtighedsstalden, men hver gang i farestalden.

Det er det, vi har gang i lige nu.

Faktaboks

Anton Nielsen

  • Svineproducent, Sindal, blogger til Svin Plus
  • 1.180 søer
  • Producerer årligt 39.000 smågrise, som sælges efter fem uger ved ca. 8 kg
  • Fem ansatte
  • Markbrug: 80 hektar, som alle er bortforpagtet

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle