Bornholmer bruger sokker til sine pattegrise

På Brændegaard på Bornholm med produktion af OUA-grise bliver der puslet ekstra om smågrisene.

Selvom der er kommet et par huller i dine gamle arbejdssokker, skal du ikke fortvivle.

I hvert fald ikke hvis du har søer, og gerne vil gøre noget godt for dine nyfødte pattegrise.

Hos Karsten Westh på Brændegaard ved Østermarie bruger Marina Jensen gerne sokker med huller til de nyfødte pattegrise.

Sokkerne tjener faktisk to formål: De beskytter patterne hos de nyfødte sogrise, der er udtaget til avl, og de hjælper dem til at holde varmen.

»Begge dele er vigtigt«, lyder det fra Marina Jensen, der foretrækker sokker i størrelse 40-45.

Hvis ikke der allerede er godt med huller ved tæerne klipper hun alligevel spidsen af sokken af.

Hun klipper også et par huller til forbenene, og så er »røret« klar til at fungere som kombineret pattebeskytter og kropsvarmer.

Sokken får lov at sidde en uges tid, hvorefter grisen ikke længere har behov for den ekstra varme, som sokken kan give. Når den skal af, er hun nødt til at klippe den op, så genbrug er desværre ikke en mulighed.

»Sokkerne fungerer fint og er nemme at bruge«, lyder det fra Marina Jensen.

Besætningen er på 725 årssøer og producerer selv alle slagtesvin. Produktionen drives som OUA-produktion, det vil sige Opdrættet Uden brug af Antibitika.

»Derfor skal vi være særligt omhyggelige med at grisene ikke får sår eller rifter, for vil helst ikke behandle dem med antibitika«, lyder det fra Marina Jensen.

Læs mere om bedriften i næste nummer af fagmagasinet SVIN, der udkommer i næste uge.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle