Britisk firma lover kunstigt svinekød fra 2023 svarende til 170.000 grise

Det britiske firma Ivy Farm har teknologien klar, og søger pt. finansiering til faciliteter, hvor man kan producere 12.000 ton kunstigt svinekød årligt.

Det britiske firma Ivy Farm, som udspringer fra Oxford University, arbejder på at kunne producere celledyrket svinekød til brug i blandt andet pølser. 

Firmaets mål er at  kunne lancere pølser til salg i 2023, og man vil arbejde på at udvikle andre produkter af kunstigt svinekød, herunder frikadeller og burgere. 

Ivy Farm søger lige nu finansiering til opstart af deres faciliter, og håber at kunne hente godt 16 mio. euro (ca. 119 mio. danske kr.) til formålet. 

Produktionsfaciliteterne skal ifølge netavisen ThePigSite kunne producere 12.000 ton celledyrket svinekød hvert år, hvilket svarer til 170.000 slagtegrise.  

Ivy Farms produktionsmetode, som er udviklet på Oxford University, består i at dyrke animalske celler og tilføre dem en blanding af vitaminer og mineraler, så de deler sig og danner kød. 

Ifølge netavisen GreenQueens er Singapore det eneste land, som indtil videre har godkendt celledyrket kød til salg som fødevare. 

Stifterne af Ivy Farm lægger vægt på , at produktionen af celledyrket kød vil have positiv effekt på dyrevelfærd og miljø. 

Dr. Ross Tucker, som er medstifter af Ivy Farm, siger:

"Næsten halvdelen af verdens høstede afgrøder går til fodring af produktionsdyr, og denne andel kommer kun til at stige - så kultiveret kød er løsningen.

Gennem banebrydende teknologi, kan vi producere ægte kød af høj kvalitet, og samtidig redde planeten. 

Ivy Farm vil være godt for miljøet, godt for kødelskere og godt for grisene, da der ikke er nogen dyr, der skal slagtes."

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle