Britiske farmere øger grisevelfærden - men på ét område kniber det

Siden 2013 har britiske dyrlæger vurderet dyrevelfærden hos 13. mio. grise enkeltvis, og der er konstant fremgang at spore. Bedømmelserne bidrager til, at landmændene sætter fokus på området, mener landbrugsorganet AHDB, der står for indsamling af data.

Langt de fleste britiske svineproducenter sørger for et højt niveau af dyrevelfærd for deres grise, og der arbejdes konstant på at forbedre de områder, hvor besætningen halter efter.

Det viser data fra årene 2018 til 2020, som er indsamlet af det statslige landbrugsorgan AHDB (Agriculture and Horticulture Development Board).

Dermed understøtter de nyeste data den tendens til en kontinuerlig forbedring i grisevelfræden, som er set siden AHDB satte bedømmelserne af dyrenes velfærd i system i 2013. Det skriver netavisen Pig-World.

Den nyligt offentliggjorte undersøgelse viser, at på alle velfærdsområder, undtagen et, er der fremgang at spore siden undersøgelsens opstart. Specielt oplærte dyrlæger har siden undersøgelsens start i 2013, undersøgt mere end 13 mio. grise enkeltvist. Dette har givet den største database af sin slags i hele verden. 

Grisene og forholdene er blevet vurderet på fem hovedpunkter, og konklusionen for data fra 2018 til 2020 lyder således:

Hospital - kun 0,05 procent af grisene havde behov for at blive flyttet til en sygesti. Dette peger på at størstedelen af landmændene korrekt kan identificere og behandle grisene, eksempelvis ved at flytte grisene til sygestier ved behov. 
 
Halthed - 0,15 procent af grisene havde haltheder. Dette betyder enten at halthederne ikke forekommer i besætningerne så ofte, eller at landmændene får behandlet de tilskadekommene grise og flyttet dem til sygestier. 

Halebid  - 0,15 procent af grisene havde alvorlige skader på halerne. 72 procent af grisene havde kuperede haler. Selvom andelen af kuperede grise er lavere end andre steder i verden, hvor halekupering er tilladt, forsøger den britiske svinebranche at få tallet yderligere ned. 

Skader eller mærker på kroppen - kun 0,18 procent af grisene havde skader eller mærker på kroppen. 

Aktivering  - den gennemsnitlige aktivering for berigelsesmateriale var pr. sti på 0,52. Tallet fortæller, at det berigelsesmateriale, som var til rådighed for grisene, kun blev foretrukket en lille smule frem for andre grise og inventar, og at der er plads til forbedring. 1 procent af grisene havde ikke fået tildelt berigelsesmaterailer, hvilket går imod lovgivningen, og skal derfor  rettes øjeblikkeligt. 

Chefen for AHDB's afdeling for dyresundhed og velfærd, Mandy Nevel siger, at den systematiske bedømmelse af dyrevelfærd har en positiv effekt, især når det kommer til at nedsætte antallet af haltheder, skader på kroppen samt at hjælpe med at forbedre sygestierne. 

"Bedømmelserne af dyrevelfærd hjælper samtidig med at forbedre samarbejdet med svineproducent og dyrlæge, hvilket giver et godt grundlag for at den britiske svinebranche kan blive ved med at forbedre grisevelfærden," siger hun.

Velfærdsvurderingerne er et krav for at en svineproduktion kan blive certificeret af et af de to mærker Red Tractor og Quality Standard Meat.

I bedømmelserne vurderer dyrlæger regelmæssigt dyrevelfærden på de fire førnævnte punkter (hospital, haltheder, haleskader og skade på kroppen) for grise over 50 kg. Aktivering måles ikke altid, men typen af berigelse i stierne noteres. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle