Chefdyrlæge: Tåbelige ændringer på vej

28. januar 2022 træder en ny EU-forordning om antibiotika i kraft, så de kun må bruges præcist til det, de er registreret til.

Chefdyrlæge Claus Heisel, LVK, er uforstående over for de ændringer, der er på vej i lovgivningen omkring brug af medicin til svin.

Al antibiotika har en godkendelse på baggrund af studier foretaget af producenten. Den fortæller, hvilke lidelser medicinen må anvendes mod, hvor mange dage det skal bruges og i hvilken dosis.

"Det har dog været op til besætningsdyrlægens faglige vurdering og erfaring at ordinere medicinen til andre sygdomme, i en anden dosis eller færre dage end godkendelsen", forklarer Claus Heisel.

Ifølge de nye regler må medicinen kun bruges til den/de sygdomme, den er godkendt til, og i det antal dage og i den dosis, det er godkendt til.

Besætningsdyrlægen må altså ikke længere afvige fra godkendelsen, selvom det kan være fagligt fornuftigt med en lavere dosis eller anvende præparatet mod andre sygdomme.

Claus Heisel finder det tåbeligt.

"Det er i modstrid med den erfaring, der er på både det humane og det veterinære område", siger han.

I mange år var anbefalingen, at man skulle bruge antibiotika i fx seks dage, selvom grisen var rask efter tre dage.

"I dag ved vi, at man kan stoppe behandlingen, når dyret er blevet raskt. Det reducerer forbruget og dermed risikoen for resistens", siger han.

Flere gule kort

Han frygter, at flere får problemer med gult kort efter de nye regler. Ikke fordi de egentlig har behov for at bruge mere medicin, men fordi de nye regler betyder, at de skal bruge fuld dosis og skal behandle i flere dage, end der fagligt er behov for.

Claus Heisel forventer også, at reglerne betyder et ændret forbrugsmønster, fordi gamle præparater ofte har en bredere godkendelse end nyere.

"En bred godkendelse er fremover en fordel", siger han.

Claus Heisels eneste gæt på, hvorfor EU indfører de nye regler, er, at andre lande måske sløser mere med medicin, modsat tilfældet i Danmark.

Han opfordrer myndighederne til at tillade, at præparater bruges i anden dosering og anden behandlingstid end godkendelsen angiver.

”Jeg tror, at jeg taler på både dyrlægers og svineproducenters vegne, når jeg opfordrer til, at der ændres i den måde forordningen implementeres i Danmark”, siger Claus Heisel.

Faktaboks

Godkendelse

  • På fagsprog kaldet SPC eller lægemiddelresume.
  • Svarer til en godkendelse af et lægemiddel, der angiver hvilke sygdomme det er godkendt til at behandle, antal behandlingsdage samt dosis

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle