Chefdyrlæge: Vi vil kæmpe for at give antibiotika til syge grise
Den konventionelle svineproduktion er rygraden i dansk svineproduktion, og den skal der værnes om. Samtidig skal der kæmpes for, at syge dyr behandles tilstrækkeligt, mener LVK-chefdyrlæge.

Forbrugerne ønsker alternative produktionsformer til den konventionelle, men agerer anderledes når de handler svinekød.

I hvert fald konstaterede LVK-chefdyrlæge Claus Heisel, at afsætning af specialprodukter skal drives af efterspørgsel og betalingsvilje hos forbrugerne, da han i dag fremlagde sin formandsberetning på LVK-årsmødet på Bygholm Landbrugsskole.

»Prisen, som producenten afregnes fra slagteriet for en OUA-gris, er nu igen reduceret, og dette viser, at der ikke er den store betalingsvilje blandt forbrugerne til alternative produktionsformer, i kontrast til de meldinger mange forbrugere kommer med, når de bliver spurgt«, sagde Claus Heisel.

Undgå underbehandling af syge dyr

Han så fortsat den konventionelle produktionsform som kernen i svineproduktion i Danmark og argumenterede for retten til at bruge antibiotika, når det er nødvendigt.

»Vores traditionelle konventionelle produktion er stadig kernen i den danske produktion, og den skal vi værne meget om, vi vil kæmpe for at producenterne stadig har antibiotika til rådighed, når der er syge dyr, der skal behandles. Gentagne stramninger på mulighederne for at anvende antibiotika øger risikoen for, at infektioner ikke behandles tilstrækkeligt og dermed risikoen for resistens og dårlig dyrevelfærd.

Vi kæmper fortsat for en rimelig antibiotikapolitik, og for at der kan gives tilladelse til, at kinolonerne kan anvendes til ap-saneringer«, fremhævede Claus Heisel.

I sin beretning rundede han også zinkoxid og forbuddet om 4,5 år. Claus Heisel argumenterede for, at der satses seriøst på forskningssiden for at finde gode alternativer til zinkoxid.

Svineproducent: Her klarer ni ud af 10 smågrise sig uden zink Svin 7. februar · 12:42

»Seges er i gang, men meget skal nås, og der er ikke udsigt til en ’magic bullet’, som kan erstatte zinkoxyd. Udfordringen bliver kæmpe stor, og især fordi vi ikke kan anvende antibiotika som alternativ til zink.

Heldigvis findes der i dag gode vacciner mod både ødemsyge, fravænningscoli og lawsonia, som kan hjælpe os i besætningerne. Udfordringen er, at prisen på disse vacciner fortsat er høj sammenlignet med behandling med antibiotika, når der er problemer,« sagde han og opfordrede alle besætningsejere til at komme i gang med at forsøge sig frem med løsninger uden zink.

Halekupering er en stor udfordring

Halekupering er også en varm politisk kartoffel.

Ifølge Claus Heisel er halebid et stort problem, og derfor er kupering nødvendigt mange steder. Sagen gøres heller ikke nemmere af, at aftagerne af de mange eksporterede smågrise ud i Europa ikke ønsker grise med hele haler.

»Der skal arbejdes videre med løsninger for at undgå halebid, måske skal man gå avlsvejen? Duroc-grise har stort set aldrig halebid, renracede og LY-krydsninger er meget slemme til at starte på halebid.

Vi ved, at meget ofte vil der komme halebid, når der ikke kuperes, uanset at der tildeles halm, så kommer der halebid, og det skaber i den grad dårlig dyrevelfærd«, sagde han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle