Dagbog fra Polen: Dyb inseminering har øget antallet af totalfødte grise pr. kuld

Poldanor har siden oktober praktiseret dyb inseminering på de fravænnede søer på en sofarmene, og det har givet positive resultater, skriver Niels Polusen, general manager for Poldanors svine- og foderproduktion.

Af Niels Poulsen, general manager, Poldanor 

I 2015 udførte vi vores første forsøg med Improvac mod ornelugt, dels for at få nogle erfaringer fra produktionen, og dels for at finde ud af, om produktet var en sikker metode til at undgå ornelugt i kødet.

Vi kørte med Improvac i en sobesætning med 1.600 årssøer i 12 måneder, fodret med ad lib tørfodring i pilleform fra fravænning til slagt. Vi fandt ud af, at effekten på ornelugt var sikker og blev således i den henseende overbeviste om produktets kvalitet.

Vi foretog første vaccination, når grisen vejede 35-40 kg, og anden gang fire-fem uger senere.

Dette arbejde er forholdsvis tidskrævende, da det skal gøres på en rolig og sikker måde. Det involverede én person til vaccinering samt to personer til at fiksere grisen med drivbrædder.

Grisene på denne linje havde i forvejen en god foderudnyttelse og kødprocent, så vi så ikke en markant forbedring af foderforbrug pr. kg tilvækst, ligesom kødprocenten heller ikke steg signifikant. På den baggrund var vores konklusion på daværende tidspunkt, at der ikke var nogen økonomisk fordel i at bruge Improvac.  

Improvac i anden besætning

I 2017 har vi genoptaget brugen af Improvac i en anden besætningslinje. Grunden var dels at se, om vi kunne observere bedre resultater i farestalden, og om vi kunne opnå en bedre kødprocent ved ornegrise, som vi ville slagte ved 117 kg levende mod vores standard på ca. 110 kg.

I farestalden har vi ikke set nogle statistiske forbedringer, hvad gælder færre døde smågrise, fravænningsvægt etc. - dog er der observeret lidt færre behandlinger for ledbetændelse.

I det seneste kvartal har vi set en forbedring i foderforbruget på de tre slagtesvineenheder, der opfeder Improvacgrisene . Forbedringerne har været i 0,15 -0,25 FE pr. kg tilvækst for hele besætninger med både so- og ornegrise. På farmen, hvor vi bruger vådfoder, er vi nu i stand til at sammenligne foderindtaget for ornegrisene med sogrisene samt den daglige tilvækst via ugentlige vejehold, så vi skulle gerne have mere viden om totaløkonomien i Improvac-produktionen i næste kvartal.

Dyb inseminering

Vi har siden oktober praktiseret dyb inseminering på de fravænnede søer på en af vore sofarme. I en række lande, som f. eks Frankrig og Spanien, er denne form for inseminering ganske udbredt, idet ca. 60 procent af alle insemineringer udføres på denne måde.

Naturligvis har vi igennem mange år arbejdet med vores insemineringsteknik, det vil sige  identificering af stående brunst, stimulering, ornekontakt osv.  Det kan man arbejde meget med, men der er nok altid en tendens i retningen af, at når man når til so nr. 120 i rækken af søer til inseminering, så falder kvaliteten - både af op-stimuleringen via ornen, men også hos medarbejderne.

Vi har i mange år brugt Stimulus til at simulere ornens påvirkning af soen, men på trods af dette værktøj så har vi hverken været tilfredse med vores antal af totaltfødte eller faringsprocenten. Derfor har vi i længere tid søgt en metode, der kunne sikre os en høj kvalitet af insemineringerne, uanset antallet der skal udføres.

Et par af vores ledere har haft gode erfaringer med dyb inseminering fra tidligere arbejdspladser, og derfor   besluttede vi at indføre dette på én farm som rutine, for at indsamle mere viden i praksis.

Vi har gjort meget ud af optræning af medarbejderne i løbeafdelingen, hvor denne nye arbejdsrutine er blevet modtaget med stor interesse: Det er altid spændende, når der gøres nye tiltag.

Søerne opstimuleres med en orne foran søerne, som normalt, og søer med stående brunst mærkes op. Når dette arbejde er afsluttet, skal der være absolut ro i løbeafdelingen i en time. Alle de opmærkede søer får herefter igen ornekontakt. En medarbejder placerer det specielle kateter, mens en kollega foretager tømning af sædportionen. Vi arbejder med 40 ml sædfortynder og 1,5 milliarder sædceller. 

Søer med irregulær brunst og polte insemineres fortsat med traditionel kateter og sædportion.

Plus en gris pr. kuld

Vi har nu haft faringer i to måneder efter dyb inseminering, og vores faringsprocent i denne besætning er steget med ca. 2 procent, og totalfødte med ca. 1 gris pr. kuld.

Med baggrund i dette resultat har vi kun positive erfaringer med denne metode der, udover ovenstående resultater, tæller en tidsbesparelse i løbeafdelingen, mens vi kan lave ca. 30 procent flere sædportioner på en tapning fra hver orne.

De nuværende resultater bevirker, at vi nu implementerer dyb inseminering på yderligere to sofarme i Poldanor.

 

 

Faktaboks

Poldanor, et selskab i Axzon-gruppen, driver svineproduktion i den nordvestlige del af Polen på basis af 22.500 årssøer med levering af størstedelen af slagtesvinene til  Axzon-slagteriet Prime Food.

12.500 hektar agerbrug, egen foderproduktion, vedvarende energi via otte biogasanlæg.

Beskæftigelse: 600 ansatte direkte i Poldanor og yderligere 800 i søsterselskabet – slagteriet Prime Food.

Niels Poulsen, 52 år, har været ansat i Poldanor de seneste 17 år. Seneste fire år general manager for svine-og foderproduktionen inkl. logistik.

Svineproduktionen foregår pt. på 35 forskellige sites.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle