Dansk svineproduktion imponerer: Jeg ser tavler i alle stalde

Australske Ashley Norval har været i Danmark i de sidste fire måneder og planlægger at vende tilbage i det nye år.

Australien er 180 gange større end Danmark, og der bor fem gange så mange mennesker. Alligevel slagter de kun omkring 5 mio. slagtesvin.

Derfor fandt australske Ashley Norval det interessant at tage til Danmark og studere branchens struktur og organisering nærmere.

Hun har netop afsluttet et fire måneders ophold, men planlægger at vende tilbage i det nye år. I Australien er hun ansat hos en organisation, der minder om Seges Svineproduktion.

På falderebet konstaterer hun, at på områder som medarbejderrekruttering og forbrugertrend ligner udfordringerne i Australien de danske udfordringer.

»Rekruttering, oplæring og voksende opmærksomhed fra visse aktivistgrupper er også udfordringer i Australien«, fortæller hun.

Hun er særligt interesseret i, hvordan vi i Danmark forsøger at højne medarbejdernes kvalifikationer gennem forskellige former for efteruddannelse som f.eks. Seges Ledelsesakademi.

»Vi står med den samme udfordring, blot med den forskel, at det meste personale i australske stalde starter på et lavere fagligt niveau end i Danmark«, siger hun.

Ashley Norval har bemærket, at personalet i danske stalde får meget anvar, er detaljeorienterede og er meget opmærksomme på at øge effektiviteten.

»I alle danske stalde ser jeg tavler med tal for levendefødte, dødfødte, løbninger og solgte smågrise. Medarbejderne går virkelig op i arbejdet«, lyder det imponeret.

Projekt om rådgivning

Hun vil gerne tilbage til Danmark i det nye år. Hun arbejder på at få et ph.d studie op at stå i et samarbejde med Københavns Universitet, Seges Svineproduktion og DanBred.

»Jeg vil gerne undersøge, hvordan I træner og oplærer personale, og hvordan I får resultater fra forskning og forsøg overført via rådgivning til svineproducenter og deres ansatte«, forklarer hun.

I sidste ende skal bedre kvalifikationer kunne aflæses som højere effektivitet i staldene.

»Det er svært at måle effekten af rådgivning og bedre kvalifikationer, men det bliver så min udfordring«, smiler hun.

Ashely Norval overvejer også at følge DanBreds nye koncept med at lade rådgivning følge med, når man leverer avlsdyr til kunder rundt om på kloden.

»Det er i hvert fald et konkret eksempel på udbredelse af know-how«, siger hun.

Faktaboks

Ashley Norval

  • Uddannet agronom
  • Vil studere, hvordan vi i Danmark træner og opkvalificerer personale i svinebesætninger
  • Kommer efter planen til Danmark igen i 2019

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle