Dansker i Canada bygger 18.000 kvm nye stalde: Det er min fremtidssikring

Henrik Thomsen, dansk svineproducent i Canada, har valgt at være klar til udviklingen i Canada, hvor de store farme vokser sig rigtig store, og de små stille og roligt bliver udfaset.

Artiklen er publiceret første gang i fagamagasinet SVIN, oktober 2020

Et nyt staldanlæg med et areal på 1,8 hektar under tag, svarende til størrelsen på to en halv fodboldbane med internationale mål.

Det skal være med til at sikre fremtiden for Henrik Thomsen og hans svineproduktion ’Canmark’ i den canadiske provins Manitoba.

»Først og fremmest udvider jeg af lyst. Jeg er 46 år og synes, at det er sjovt at være svineproducent. Det vil jeg rigtig gerne fortsætte med i mange år endnu.

Samtidig indføres der i Canada i 2024 et krav om, at drægtige søer skal gå løse. Med byggeriet er vi på forkant og fremtidssikrer farmen«, siger Henrik Thomsen.

En bevidst strategi

Inden byggestart havde han 1.800 søer med full-line produktion af slagtesvin. Med de nye stalde vokser farmen med 3.900 søer og produktion af 7 kgs grise. 

»Når jeg udvider, er det også et spørgsmål om at beslutte mig for en strategi. For mig er det et valg mellem nedslidning af farmen eller at opdatere den og være klar til den udvikling, der sker, hvor de store farme herovre vokser sig rigtig store, og de små stille og roligt bliver udfaset«, forklarer Henrik Thomsen.

Økonomien skal selvfølgelig også være i orden, når man udvider så stort, som Henrik gør det. Det er farmens beliggenhed blandt andet med til at sikre.

Med et stort overskud af korn i området og 35 km til den nærmeste anden svineproduktion er der billigt korn at købe, og med egen fodermølle kan foderet fremstilles billigt.

Parløb med sin manager

Både før og under byggeriet har Henrik kørt parløb med sin produktionsmanager gennem de seneste ni år, Dennis Jacobsen.

»Vi har haft en rigtig god proces. Dennis er meget engageret og opsat på, at vi får et godt projekt ud af det. Det er meget værd«.

Et nærmere kik på byggeriet afslører tydeligt, at Henrik og Dennis har rødder i Danmark. Der er for eksempel brugt både dansk inventar og ventilation.

»Vi har ikke forsøgt at opfinde hjulet igen. Vi går ikke nye veje, og byggeriet kan sagtens ligge et sted i Danmark uden at skille sig ud.

Det er kendt design, og det er bygget efter europæiske pladsnormer og med eksempelvis sygestier. Vi har heller ikke elektronisk sofodring med transpondere, som ellers er meget udbredt her i Canada«, fortæller Henrik.

Low-cost uden kompromisser

Målet har ikke været at bygge et slot, men at bygge lowcost uden at gå på kompromis med kvalitet. 

»Vi har selv lavet alt jordarbejdet og kørt al grus, og vi har stået for at montere alt inventar, foderanlæg og vand. Vi har samlet alle siloerne, lavet gyllelagunerne, og vi lægger selv poltene til«.

»Det er med til at give os et lavt nulpunkt. Det er vigtigt, for somme tider får svineproduktion en økonomisk lussing, som vi skal kunne stå imod«, siger Henrik Thomsen.

Slagtesvin producerer Can-mark 10 dollar billigere end det canadiske gennemsnit. Budgettet fortæller, at syv kgs grisene skal sælges for 30 canadiske dollar, der svarer til cirka 150 kr., før det løber rundt.

I dag (oktober 2020, red.) sælger Henrik en tredjedel af smågrisene til 35 dollar i Canada.

Springer fra kontrakterne

De sidste to tredjedele skulle sælges i USA, men lige nu er puklen af svin til de amerikanske slagterier så stor på grund af corona-krisen, at folk springer fra underskrevne købskontrakter. 

»Det er bestemt en udfordring. Jeg prøver at løse den på tre måder: Ved at sælge flere smågrise i Canada, have lidt flere grise i vores eget system og ved at have 5.000 smågrise i lejede klimastalde i USA«, forklarer Henrik Thomsen.

Farmen har givet overskud siden Henrik købte den i 2015, og indtil nu er det lykkedes ikke at tabe penge i år. 

»Men det kan komme til at knibe, hvis ikke markedet snart retter sig op. Kan vi komme ud med et rundt nul på bundlinjen i år med corona-krisen, skal vi nok være tilfredse«, siger Henrik Thomsen.

Pengene til byggeriet et lånt af Farm Credit Canada, der er offentligt ejet.

»Det var ikke billigere at låne hos Farm Credit Canada end i banken, men det var dem, der var lettest at arbejde sammen med, og så tilbød de endda at låne mig flere penge, end jeg havde brug for«.

Sundt at høvle af gæld

Projektets samlede investering er 70 mio. kr. Henrik Thomsen lagde selv de 25 procent.

En del af lånet er med fast rente, resten er med variabel rente, og en delløber over otte år og resten over 15 år.

»Det passer mig fint, for det er sundt at høvle gæld af«, siger Henrik Thomsen.

Faktaboks

Tidslinje

 

Henrik Thomsen

  • 46 år.
  • Bor sammen med Janine.
  • Tilsammen har de fem børn på 15, 16, 18, 18 og 20 år.

 

1995

  • Landmandsuddannet, Bygholm.

 

1995-2006

  • Arbejde på svinegårde som driftsleder.

 

2006

  • Rejser til Canada for at blive produktionsdirektør på svineproduktionen Canmark, der dengang var ejet af DCH International.

 

2015

  • Køber Canmark af DCH International. Ved overtagelsen er der 1.800 søer med full-line produktion af slagtesvin. Eget mølleri og foderproduktion. Til farmen hørte 298 hektar, som er bortforpaget. I dag omfatter farmen 365 hektar.

 

2019 maj

  • Starter byggeri til 3.900 søer ogproduktion af 7 kgs grise.

 

2019 december

  • Sætter de første polte ind i de nye stalde.

 

2020 august

  • Produktion når fuld kapacitet.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle