DC-topchef tror på firedobling af antibiotikafrie svin

Fremtiden vil byde på afsætning af langt flere antibiotikafrie svin, vurderer Danish Crowns topchef i DC Pork.

Markedet for antibiotikafrie svin er langt fra mættet.

Det er vurderingen hos topchefen hos DC Pork, Søren F. Eriksen, der i aftes var indlægsholder på Danske Svineproducenters temaaften om fremtidsmuligheder for svinesektoren.

»Vi slagter 3.000 OUA-grise (grise opdrættet uden antibiotika, red.) om ugen, og vi er på vej opad. Vi kan mærke en vækst i markedet, og jeg tror, vi kan komme op på 12.000 grise,« sagde Søren F. Eriksen.

Han var knap så vækst-optimistisk i forhold til de andre specialproduktioner, som udbydes af den danske slagterigigant. Det er mærker som Bornholmergrisen og Antonius.

»Nogle af vores specialgrise står rigtigt godt, mens andre skal relanceres. Men OUA får mere volumen fremadrettet, mens de øvrige vil forblive niche-produkter,« understregede topchefen, der samtidig oplyste, at cirka tre procent af de slagtede svin hos Danish Crown er specialgrise.

Heri er ikke indregnet Englandsgrise, der udgør omkring en fjerdedel af det samlede antal slagtede svin.

Hans betragtninger om stigende interesse for svin, der ikke har fået antibiotika under deres opvækst, blev understøttet af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som deltog i samme møde, men i form af en videotale, da han var blevet forhindret i at deltage.

»Markederne bevæger sig. Jeg kan se, at efterspørgslen på OUA-kød eller grise, som har fået så lidt antibiotika som muligt, er noget, der efterspørges i USA og er en trend,« sagde ministeren.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle