Det enkle er ofte det bedste: Red den svagfødte gris for en 25-øre

Ugen På Spidsen: Keep it simple. Det elsker jeg, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Der er ingen grund til at gøre svineproduktion sværere, end det behøver at være. Det var filosofien i en besætning, jeg besøgte for nylig.

Besætningen fik af og til født små grise, der havde svært ved at komme i gang med at patte af sig selv.

Det er et problem, mange firmaer angiveligt har fundet løsninger på, med alt fra fodertilskud over elektrolytblandinger til redningsveste og varmesokker.

Da der ikke er én af disse løsninger, der har fået stor udbredelse, er det nok, fordi effekten har været begrænset og i hvert fald ikke har stået mål med omkostningen og besværet.

Personalet i besætningen havde selv tænkt, at de svagtfødte grise først og fremmest havde brug for letomsættelig energi, der kunne give dem kræfter til selv at kæmpe om at komme til yveret.

Sirup er sukker på letflydende form, det koster ikke alverden - vist 14-16 kr. for en tre kvart liter - og er let at arbejde med.

»Vi stiller en flaske sirup i et lunkent vandbad et stykke tid. Derefter er det klar til brug«, forklarede den rutinerede medarbejder i farestalden.

Hun sugede lidt sirup op i en sprøjte, og gav det derefter direkte i munden på de svageste pattegrise. Blot et par milliliter pr. gris et par gange om dagen i en eller to dage.

Erfaringen var, at effekten var mindst lige så god som andre langt dyrere produkter, det var let og hurtigt at arbejde med, og prisen var til at overse. 10 ml sirup løber op i svimlende 25 øre.

Der kan de fleste være med.

Morten Thomsen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle