Digital siloovervågning giver overblik over fodermængder i alle siloer

Danish Agro lancerer ny, digital siloovervågning til landmanden.

Grovvarekoncernen Danish Agros lancerer et nyt værktøj til automatisk overvågning af siloer, SiloInsite.

Det nye SiloInsite giver via sensorer på siloen landmanden et præcist overblik over fodermængderne i de enkelte siloer og hjælper til rettidig bestilling af nyt foder og råvarer, fortæller Danish Agro i en pressemeddelelse.

Samtidig kan systemet give data på foderforbruget, som kan bruges til løbende overvågning af stalden samt mere præcise e-kontroller, ifølge Danish Agro.

Komplet overblik i alle siloer

”Vi ser store perspektiver i denne løsning i forhold til både udvikling og produktion til fordel for vores kunder. Projektet har kørt som et succesfuldt pilotprojekt i 2021 i samarbejde med en række af vores kunder og en ekstern partner og vil blive tilbudt alle kunder her i starten af 2022”, fortæller markedsdirektør i Danish Agro, Christian Laursen.

”Mange landmænd har siloer placeret på forskellige lokationer, og med SiloInsite får landmændene nu et værktøj, der giver et komplet overblik over fodermængderne i alle siloerne – uanset hvor de er placeret.

Denne præcise foderinformation er desuden værdifuld i forhold til landmandens e-kontrol, da den gør e-kontrollen mere præcis og dermed giver et bedre overblik over hele landmandens produktion”, siger han. 

Landmand: Denne funktion bruger jeg mest

Løsningen giver desuden via et kamera mulighed for at se indholdet af siloen, så den sædvanlige visuelle inspektion af siloerne kan minimeres for landmanden.

Samtidig kan i toppen af siloen måles temperatur og luftfugtighed, således at landmanden eksempelvis på varme sommerdage kan holde øje med temperaturen i siloen.

En af de landmænd, der har testet SiloInsite sammen med Danish Agro, er griseproducent Kim Kjær Knudsen, der driver en række bedrifter på Sjælland.

”Jeg har de seneste måneder anvendt den nye silo-løsning til at holde øje med tre af mine færdigfoder-siloer, og jeg er meget tilfreds med de resultater, jeg har set indtil nu.

Den funktion, jeg bruger mest, er at se, hvor meget foder der er i siloen lige nu, og hvor mange dages forbrug af foder der er tilbage i siloen. Dette beregnes ud fra de seneste 48 timers forbrug. Resultaterne kan jeg se på både min computer og på min telefon, så det er nemt at gå til”, fortæller Kim Kjær Knudsen om sine foreløbige erfaringer med SiloInsite.

Fakta om SiloInsite

Ved brug af en sensor dannes et 3d billede af siloens indhold. Sensoren er kalibreret med siloens mål og udformning og beregner indholdets rumfang og vægt med en præcision på ca. 95 %.

Sensoren er trådløs og sender data med et mobilt netværk. Sensoren er drevet af et batteri, som oplades med solceller.

Faktaboks

Fordele med SiloInsite

  • Hurtigt overblik over restmængden i den enkelte silo.
  • Sensoren kan tage billeder ned i siloen og dermed fungere som et supplement til en visuel inspektion.
  • Sensoren måler temperatur og luftfugtighed øverst i siloen, hvilket kan give en idé om de forhold, foderet opbevares under.
  • Systemet kan give data på foderforbrug, som kan bruges til løbende overvågning af stalden samt mere præcise e-kontroller.

Kilde: Danish Agro

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle