Direktør: Største interesse i ti år for at bygge slagtesvinestalde

Danish Crown gentager staldstudietur for at imødekomme en stor interesse for at bygge stalde til slagtesvin.

De mange noteringsmæssige op- og nedture på markedet for smågrise har øget interessen for at bygge nye slagtesvinestalde.

Interessen for at koble slagtesvin på sit sohold eller udvide sin produktion af slagtesvin er højere end meget længe.

Det er den klare opfattelse hos Nicolaj Nørgaard, direktør for Danish Crown Ejerservice:

»De seneste to-tre år har vi set en stigende interesse for at bygge nye stalde. Interessen har jeg ikke set større de seneste ti år og er ansporet af, at vi har et Danish Crown i bedre form, der har leveret på strategien om en mernotering på 60 øre, og samtidig har vi set skvulp i smågrisemarkedet og mærker en bekymring for det fremtidige smågrisemarked«, siger han.

Andelshavere på studietur

Grundet den store interesse for slagtesvin inviterede Danish Crown tilbage i juni en række af slagteriets andelshavere på en to dages studietur, hvor de blev præsenteret for tre forskellige slagtesvinestalde.

Denne studietur bliver nu gentaget 28. og 29. september med fire staldtyper, og deltagerne kan dermed se nærmere på en tvillingestald, en rundbuestald, en panelstald samt en AgriFarm-stald.

»Vi har fået rigtig god feedback fra den første tur, så hvis der er nogen, der skal med, skal de til at skynde at tilmelde sig. Viser det sig, at vi igen får turen fyldt, så gentager vi den formentlig senere«, forklarer Nicolaj Nørgaard.

Han mener, at staldstudieturen er god til inspiration for de svineproducenter, der er i rekognosceringsfasen i forhold til at overveje en ny stald.

»Foruden, at det er godt at komme ud og se forskellige stalde, så giver turen også mulighed for at møde andre med samme overvejelser, som man hen over en øl kan sparre med, om det er den rigtige vej at gå«, siger han.

Slageriet har også gjort sit til at animere til nye stipladser gennem forøgelse af nyhustillægget, der for kort tid siden er sat fem øre op til 20 øre pr. kg i fem år.

»Selv om vi i Danish Crown har sagt, at vi vil gå efter 10-13 mio. slagtesvin, som vi finder realistisk, er det stadig vigtigt, at vi får bygget nogle nye stalde, for der er mange gamle stalde ude på landet. Det vil give en fremtidssikring af de 10-13 mio. slagtesvin, og nye stalde vil passe godt ind i vores bæredygtighedsstrategi, da de nye stalde typisk har en bedre foderudnyttelse og har nye miljøteknologier frem for en 30 år gammel stald«, siger Nicolaj Nørgaard.

Faktaboks

Disse stalde er del af studietur:

  • Agrifarm-stald hos Henrik Mortensen, Farsø - 7.500 stipladser.
  • Panelstald hos Johannes Kaasgaard - 6.600 stipladser.
  • Rundbuestald hos Mads Rauff-Bjerre - 7.800 stipladser.
  • Trad. tvillingsstald hos Langerod Aps - 10.000 stipladser.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle