DR på søndag: Her er indholdet af kritisk tv-program om MRSA

DR har offentliggjort foromtale af dokumentar om MRSA, der vises på tv-kanalen DR1 på søndag 18. september.

På søndag viser DR et såkaldt undersøgende tv-program om MRSA-bakterien af typen CC398, der som bekendt optræder i danske svinestalde.

DR har her til formiddag offentliggjort en foromtale af søndagens tv-program, der har fået titlen: Den dag penicillinen ikke virker”.

Og af foromtalen kan ingen være i tvivl om, at der bliver stillet et overordentlig kritisk lys på landbrugets og myndighedernes håndtering af bakterien.

I Danmark blev MRSA CC 398 konstateret i en dansk svinestald første gang i 2006, og siden er antallet af smittede i Danmark steget fra 14 i 2007 til nu op mod 12.000, ifølge DRs eksperter. Omvendt har man i Norge og Sverige holdt smitten af den mulitiresistente bakterie på et minimum , hedder  det i foromtalen

Det annonceres, at  søndagens dokumentar tager seerne med på en journalistisk rejse drevet af spørgsmålet: Hvordan er denne stigning sket?

I programmet afdækkes ” en hidtil skjult kamp om bakterierne i Danmark. Igennem en omfattende aktindsigt vokser fortællingen til anklager om ulovlig pression, gentagne forsøg på at stoppe centrale undersøgelser og mulig vildledning af Folketinget,” skriver DR i foromtalen.

I programmet vil også optræde mennesker, der har haft MRSA-bakterien tæt inde på livet:

”Vi møder to forældrepar, der kort tid efter fødslen af deres børn bliver mødt med beskeden om, at deres nyfødte er smittede med MRSA.

Vi møder også landbrugsmedhjælperen, som i løbet af et døgn finder sig selv alene i sit hus, isoleret fra omverdenen, familie og naboer, fordi han er smittet med MRSA. Han husker stadig, hvordan han sagde nej til at deltage i en familiefødselsdag, fordi et forældrepar var bekymrede for, at han kunne smitte deres barn,” hedder det.

DR skriver i foromtalen, at MRSA CC398 i høj grad smitter fra grise til mennesker og kan som alle andre multiresistente bakterier være livsfarlig. Og at ”svineMRSA er således rejst fra grisene over til de mennesker som arbejder med svin – og nu videre ud i samfundet til danskere som aldrig har sat deres ben i en svinestald.”

TV-programmet ”Den dag penicillinen ikke virker", vises på DR1 søndag 18. september kl. 20.00

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle