Driftsleder: Fjernelse af zink gav udbrud af ødemsyge

Da besætningens fravænningsgrise ikke fik tildelt zink gennem foderet i et par uger, brød kaos løs hos den fynske svineproducent Knud Rasmussen.

Emil Rasmussen er ekstern driftsleder og selvstændig med sin virksomhed, Lundagergaard Coaching. 

Driftslederpositionen er hos sin far Knud Rasmussen, der driver en svineproduktion lidt uden for Kerteminde på Fyn. 

Tilbage i 2016 prøver Emil Rasmussen at fjerne zink fra fravænningsblandingen i et par uger, for at teste betydningen af den medicinske zink for grisenes sundhed efter fravænning.

Efter denne fodringsperiode uden zink begynder klimagrisene at vise sygdomstegn, hvor Emil Ramussen blandt andet oplever, at nogle grise lægger sig fladt ned på maven i stierne med forbenene placeret ned langs siden.

Et syn, Emil Rasmussen og deres udenlandske medarbejder aldrig havde set før. 

Dødeligheden hos klimagrisene begyndte at stige drastisk og ramte et niveau omkring otte pct., hvor det tidligere lå stabilt på 0,8-1 pct. 

Yderligere var der et stort fald i tilvæksten hos grisene, flere blev utrivelige og de var uens i størrelsen. 

Læs også: Ødemsyge kan blive uventet dræber ved udfasning af zink

ØDemsyge var synderen

Besætningsdyrlægen Jesper Sanden fra Porcus mistænkte ødemsyge på baggrund af de kliniske symptomer, der blandt andet omfatter hævelser i øjenlåg og i panden hos grisene. 

Ødemsyge har ikke været diagnosticeret i besætningen tidligere, og besætningsdyrlægen mistænker derfor et brud på den eksterne smittebeskyttelse, som kilde til smitten. 

Den manglende zink i foderet fjernede beskyttelsen hos grisene, så de pludselig viste kliniske symptomer og blev akut syge. 

Der blev udtaget organprøver til diagnostik på Kjellerup, men ved de første to indsendelser blev bakterietoksinet, der forårsager ødemsyge, ikke detekteret i prøverne.

Jesper Sanden holdte dog fast i sin mistanke om et udbrud af ødemsyge, og ved tredje forsøg med indsendelse til svinelaboratoriet i Kjellerup blev diagnosen da også ødemsyge. 

I samarbejde med besætningsdyrlægen påbegynder driftslederen Emil Rasmussen forebyggende tiltag i klimaafdelingen, for at lægge en dæmper på ødemsyge-udbruddet.

Tiltagene indbefatter blandt andet foderjusteringer i form af nedsat proteinindhold og grovere formalingsgrad, og antibiotikabehandling af grisene, når de første symptomer på ødemsyge melder sig. 

Foderjusteringer var ikke nok

De forebyggende foderjusteringer lagde en dæmper på de kliniske symptomer og dødeligheden hos grisene. 

Emil Rasmussen oplevede dog stadig en grad af utrivelighed og uensartethed hos grisene på et uacceptabelt niveau i forhold til situationen inden udbruddet af ødemsyge. 

Tilvæksten hos grisene var især ikke tilfredsstillende. Alt for mange grise kunne ikke ramme de omtrent 30 kg. til tiden, og kunne derfor ikke blive sendt med videre til aftagerne, men måtte blive længere tid i klimastalden.

En situation, der både koster på pengepungen hos Knud Rasmussen, men også hos aftagerne af hans grise. 

Vaccination blev løsningen

Besætningsdyrlæge Jesper Sanden foreslog Emil Rasmussen, at indkøre et vaccinationsprogram formet som en cost-benefit analyse. 

En cost-benefit analyse er et værktøj, der kan bruges til at analysere og vurdere rentabiliteten af et projekt. I dette tilfælde skulle vaccinationsomkostningerne holdes op imod de økonomiske gevinster via forbedringer af produktionsresultater. 

I sommeren 2018, halvandet år efter udbruddet med ødemsyge startede, bliver der igangsat et vaccinationsprogram med vaccinen Vepured fra Hipra. 

Undersøgelsen foregik over 10 uger. Fem uger med uvaccinerede grise og derefter fem uger med vaccinerede grise. Grisene bliver vaccineret samtidig med kastration, det vil sige når de er fire dage gamle. 

Vaccinens fulde virkning opnås efter 21 dage og de er derfor beskyttet mod ødemsyge efter fravænning. 

Der blev målt tilvækst, dødelighed, antibiotikaforbrug og vurderet ensartetheden hos klimagrisene. 

Grisene blev vejet ved indsættelse i klimastalden og igen fire uger efter. 

Vaccinen gør en økonomisk forskel

Hos de uvaccinerede grise var den daglige tilvækst 487 gram pr. dag, mens den hos de vaccinerede grise lå på 510 gram pr. dag. Altså en forskel på 23 gram, der ved tidspunktet for levering til aftagerne svarer til ca. 0,5 kg. 

Dyrlæge Jesper Sanden fra Porcus vurderer denne vægtøgning til at have en værdi på 2,5 kr. pr. gris. 

Dødeligheden faldt omkring én pct. efter brug af vaccinen, og dette vurderer Jesper Sanden til at give en fortjeneste på 4 kr. pr. gris.

Der var ikke behov for antibiotikabehandling hos de vaccinerede grise, og dette vurderes til en besparelse på 1,5 pr. gris. 

Samlet giver det en fortjeneste på 8 kr. pr. gris ved vaccination. Én dosis af vaccinen koster omkring 6,5 kr., så Emil Rasmussens far oplever derfor en økonomisk fortjeneste ved at vaccinere mod ødemsyge i sin besætning på nuværende tidspunkt. 

Dette er altså resultatet af den cost-benefit analyse, som besætningsdyrlæge Jesper Sanden satte i gang i samarbejde med medicinalfirmaet Hipra. 

Yderligere har det været muligt for Emil Rasmussen at reducere zinkforbruget, undgå kliniske symptomer i klimastalden og øge proteinandelen i foderet.

Klimagrisenes potentiale bliver derved bedre udnyttet og Emil Rasmussen vurderer, at grisene er langt mere ensartede efter brug af vaccinen, og at flere grise kan sendes tidligere afsted til aftagerne. 

Emil Rasmussen fortsætter derfor vaccinationen af sin fars grise, og sammen med de to aftagere deles de om omkostningerne, da aftagerne også oplever fordele ved brug af Vepured-vaccinen. 

Faktaboks

Lundagergaard på Fyn

  • Ejere: Emil Rasmussen og hans far Knud Rasmussen
  • 720 årssøer med salg af 30 kgs grise
  • Grisene sælges videre til to forskellige aftagere i nærheden
  • Hjemmeblandet foder 

Emneord PLUS, Zinkfri

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.