Driftsleder på stort gods: Brok forsvandt med ny farestald

Brok var et stort og irriterende problem for både driftsleder, personale og besætningsdyrlæge på Overgaards Gods.

En udskrift viser, at der typisk blev aflivet omkring 20 smågrise om ugen alene af denne årsag. Det svarer til omkring tre procent ud af et ugehold på omkring 700 smågrise.

Det ændrede sig radikalt omkring nytår. I nogle uger i 2020 er der slet ikke aflivet grise på grund af brok. I andre uger blot en, to eller højst tre.

Hvad er der ændret?

»Genetikken hos søerne er i hvert den samme«, fastslår driftsleder Kristian Vinther.

Derimod tog man en ny farestald i brug i december 2019. De første smågrise blev fravænnet i januar. Det falder præcist sammen med nedgangen i forekomsten af brok.

At nedgangen skyldes den nye farestald, er der ikke så stor diskussion om, men det er vanskeligere præcist at pege på, hvad det er ved farestalden, der har gjort udslaget.

»Vi har stadig udfordringer med diarré i de første dage efter faring«, fortæller Volodymyr Skoropad, der har det daglige ansvar for farestalden.

Dyrlæge Christian Christoffersen hælder derimod til, at faldet i forekomsten af brok skyldes, at grisene ligger i et mere tørt miljø med færre bakterier.

»Selv om man højtryksrenser og udtørrer betongulvet i en faresti, bliver det aldrig så tørt og rent som i de nye farestier med støbejernsspalter«, fremhæver han som den væsentligste årsag til faldet i forekomsten af brok.

Samtidig konkluderer han også, at avl ikke er den væsentligste årsag til brok.

»Jeg kan ikke afvise, at avl spiller en rolle, men erfaringen herfra viser i hvert fald, at et tørt stimiljø har stor betydning«, konkluderer Christian Christoffersen.

Løsdrift og fuldperforeret

Besætningen på Overgaard Gods er under udvidelse fra 1.100 til 1.600 søer. I den forbindelse gik driftsleder Kristian Vinther ind for, at farestierne skulle indrettes til løsdrift med fuldperforeret gulv. Valget faldt på støbejernsspalter fra Schönlau leveret af Hans Roost Jensen, Weda A/S.

Stimålene er 2,4 x 2,4 m. Indtil videre er driftsleder og personale godt tilfredse med en dødelighed på otte-ni procent før fravænning.

Slut med brok og fugtige farestier

En 15-20 år gammel faresti med delvis spaltegulv og et leje i beton er svær både at holde og at gøre ren. Desuden bliver stimiljøet trods god udtørring før indsættelse og daglig renholdelse ikke så tørt som i en ny faresti med fuldperforeret gulv.

Set i bakspejlet overrasker det måske ikke hverken driftsleder eller dyrlæge, at den nye farestald fik en markant indflydelse på forekomsten af brok.

For dyrlæge Christian Christoffersen er erfaringen fra Overgaard Gods i hvert fald, at et fugtigt miljø baner vejen for navlebrok.

»Det hænger måske sammen med, at navlestrengen er lang tid om at tørre ud, når stibunden er fugtig. Det giver lettere mulighed for opformering af bakterier, som kan inficere pattegrisene«, forklarer han.

Når man så tager en ny faresti med fuldperforeret gulv og støbejernsspalter i brug, får man straks et langt mere tørt miljø. Og den nye farestald er den mest iøjnefaldende forskel på Overgaard Gods.

Hverken besætning, sundhedsstatus, genetik, vaccinationer eller medicinbrug har ændret sig. Det har opstaldning eller håndtering af pattegrise eller smågrise heller ikke. Derfor peger alt på, at de nye farestier og det miljø, de tilbyder pattegrisene, er det, som gør udslaget i forekomsten af brok.

»Vi kunne kun sælge enkelte smågrise med brok. De fleste var vi nødt til at aflive. Det var bestemt ikke sjovt«, fortæller driftsleder Kristian Vinther.

Der var nu heller ikke ret meget bedre økonomi i at slagte en gris med brok frem for aflivning. Med dyrlægeattest og særtransport gik det stort set lige op.

»Derfor var det alligevel ærgerligt at se grise med brok gå til spilde«, lyder det fra driftslederen.

Der er stadig udfordringer med spædgrisediarré, som man arbejder ihærdigt på at få bugt med. Det viser også, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem forekomsten af diarré og forekomsten af brok.