Driftsleder utilfreds med PRRS -information: Slagtede to søer på mistanken
Driftsleder er utilfreds med informationsniveauet fra Hatting i forbindelse med mistanke om PRRS.

Da der onsdag eftermiddag d. 13. november tikkede en sms om salgsstop på Hattings KS- Ringsted afdeling ind på driftsleder Hans- Henrik Abel Grands telefon var der ikke langt fra tanke til handling. 

Næste morgen havde han i samråd med ejeren af den soejendom, hvor han er ansat, fået slagtet to gode landracesøer, fordi de var løbet med sæd fra Hattings Ringstedafdeling leveret d. 4. november. 

"Vi lever af vores sundhed og vi skal ikke have PRRS indenfor dørene", siger Hans-Henrik Grand Abel om baggrunden for den, for nogle, drastiske beslutning. 

Soejendommen der ligger ved Kjellerup har 1300 søer producerer 30 kgs. grise og eksporterer de fleste. 

Ren forsikring

Og beslutningen var ren forsikring. 

"Har man først prøvet at opleve PRRS reinfektion vil man gøre alt for at undgå det. Jeg har prøvet det og det gør nok at jeg er ekstra forsigtig", fortæller han. 

Selv om han godt vidste, at der var stor sandsynlighed for at det var en falsk positiv prøve på Hatting KS var det en beslutning, der i Hans-Henrik Grand Abels øjne, ikke kunne være anderledes. 

"Vi ville aldrig tilgive os selv, hvis vi ikke gjorde noget og det viste sig at være et udbrud. Vi ville ikke tage chancen og vi vil til hver en tid gøre det igen", siger han. 

Han er godt klar over at de kan stå i samme situation igen. Og selvom  de kommer til at mangle godt en sjettedel polte i en fire ugers cyklus, er omkostningen lille i forhold til at få PRRS i bestæningen.

"Det kan godt være vil kommer til at slagte igen 20 gange de næste fem år. Det er træls, men sådan er det", siger han.

Vil vide hvilken orne

Hans-Henrik Grand Abel ikke fortryder sin beslutning selvom det viste sig at mistanken denne gang var ubegrundet, men han er langt fra tilfreds med informationsniveau, der kom fra Hatting KS i forbindelse med salgsstoppet.

"Jeg synes, det er forkert, at de ikke med det samme melder ud, hvilken orne de har mistanke til og hvilke andre orner, der har stået i samme staldafsnit så kunne vi have truffet vores beslutning på et bedre grundlag, siger han. 

I det hele taget er han ikke tilfreds med håndteringen fra Hattings side.

"Min chef ringede til Hatting torsdag morgen og fik fat på en medarbejder, der ikke anede noget om salgsstoppet, udover den rundsendte mail, og medarbejderen kunne ikke oplyse os om, hvilken orne det drejede sig om. Det kan simpelthen ikke passe. Det skal de bare kunne svare på", siger Hans Henrik Grand Abel, der også mener at hele blodprøvesvaret skulle have været lagt ud med det samme.

"Det havde givet os et bedre beslutningsgrundlag at træffe beslutningen på. På den her måde er de (Hatting. red) kun halvåbne og det kan ikke være rigtigt på baggrund af katastrofen i sommer", siger han.

Hatting genåbner efter mistanke om PRRS Fredag 15. november 2019 · 15:47

"Jo flere oplysninger, jo bedre. Så havde deres kundeservice måske også sluppet for den telefonstorm", siger Hans-Henrik Grand Abel. 

"Vi skal evaluere"

Per Nyby Pedersen, direktør hos Hatting KS er blevet foreholdt kritikken om den manglende information.

Han mener, at den manglende information om torsdagen, da Hans-Henrik Grand Abels chef forsøgte at få at vide, hvilken orne der var mistanke til, må bero på en misforståelse.

"Så er der sket en misforståelse. For selvfølgelig kan man få oplyst, hvilken orne det drejer sig om", siger han.

Han siger, at de selvfølgelig ikke har nogen interesse i at skjule oplysninger for kunderne. 

"Kunden kan få alt at vide og vi har også sendt det fulde blodprøvesvar til nogle, der bad om det", siger Per Nyby Pedersen.

Han vil ikke udelukke, at de kan kommunikere nummeret på ornen ud med det samme ved et evt. næste salgsstop og det fulde blodprøvesvar er også en mulighed.

"Det er noget af det vi skal evaluere på, men hvis man ønsker flere oplysninger kan man få det", siger han. 

Per Nyby Pedersen vil heller ikke udelukke at det kan blive oplyst, hvilken orner, der har stået i nærheden af den orne som er under mistanke en anden gang.

"Det er da en mulighed. Men da det er en luftbåren smitte kan jeg jo ikke garantere noget. Smitten er jo en risiko og det står også i vores betingelser", siger han. 

Han understreger samtidig at kontrollen er en stikprøvekontrol og at det er Seges Svineproduktion, der stiller reglerne.

"Det er jo kun de dyr man måler på, man ved noget om", siger han.

Han understreger, at de naturligvis skal evaluere på forløbet og at han vil overveje Hans-Henrik Grand Abels kritik.

"Vi vil gøre alt i denne verden for at vi ikke smitter nogen besætninger og det er også derfor, at der nu kommer luftfilter i samtlige afdelinger", siger Per Nyby Pedersen. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle