Drive-in sofari hos økologisk producent

Økologisk griseproducent Flemming Jørgensen inviterer i disse corona-tider til drive-in Sofari søndag den 24. maj 2020 fra klokken 10-14.

Pak bilen og tag familien med en tur til Kjeldbjerg Økogrise søndag d. 24. maj, hvor man kan køre på grusvejen langs Flemming Jørgensens mark og opleve de økologiske grise, som nyder foråret på græsmarkerne. 

Sådan lyder opfordringen i en pressemedddelelse fra Økologisk Landsforening efter den traditionelle sofari, hvor økologiske griseproducenter på 10. år har inviteret danskerne inden for på gården, er afslyst grundet corona.

"Det er blevet så moderne med drive-in arrangementer. Da mine marker med grise i år ligger ud til mere end én kilometer grusvej, så tænkte jeg: Hvorfor ikke også lave drive-in Sofari", siger Flemming Jørgensen, der ejer Kjeldbjerg Øko Gris, i en pressemeddelelse.

Kjeldbjerg Økogris har 200 søer og producerer cirka 5500 økologiske slagtegrise om året. Efter 15 år med konventionel svineproduktion lagde Flemming Jørgensen i 2017 driften om til økologi. 

Også traktorer og pixibøger

På drive-in Sofari hos Flemming Jørgensen kører man en tur langs markerne og ser på de økologiske grise, der roder i jorden, bader i mudderhuller og løber omkring.

Flemming Jørgensen og hans medhjælpere guider gæsterne gennem ruten. Her vil vand- og fodervogne køre rundt; der vil være traktorer at se på og gæsterne får ind i bilen langet en pose med informationsmateriale om økogrise, opskrifthæfter og en pixibog til børnene.

Randi Vinfeldt er formand for foreningen FØKS, der står bag Sofari, og hun er ærgerlig over, at det ikke er muligt at holde traditionel Sofari på grund af Covid-19.

"Men fra cirka 1. september bliver det på de sociale medier muligt at komme helt tæt på de økologiske grise, når FØKS lancerer en ny digital indsats om de økologiske grise. Og så håber vi, at rigtig mange danskere til næste år, når verden forhåbentlig igen er mere normal, kommer til Sofari den sidste søndag i maj", udtaler Randi Vinfeldt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle