Dropper efterbetaling: Tican-landmænd får 80 øre plus noteringen

På en møde mandag aften er andelshaverne i Tican blevet enige om betingelserne for et salg til Tönnies

Den 30 december afholdes der en ekstraordinær genneral forsamling på Hotel Hanstholm, her bliver der efter al forventning stemt et rungende ja fra andelshaverne i slagteriet Tican til at den tyske slagterikoncern Tönnies køber det danske slagteri. 

Formanden for andelshaverne Jens Jørgen Henriksen ser den kommende aftale med Tönnies som ganske fornuftig.

"Ud fra hvad, der er blevet sagt på møderne, så lyder det meget positivt, at Tican bliver en del af Tönnies. Vi har et navn og nogle kompetencer som de sætter stor pris på og alt tyder på at vi bliver en vigtig brik for dem i fremtiden," siger Jens Jørgen Henriksen.

Der deltog cirka 170 andelshavere ud af 262 og en vejledende afstemning undervejs i mødet viste, at der er fuld opbakning til salget.

"Næsten to ud af tre deltog i mødet og det er fantastisk flot og vigtigt opbakning," siger Jens Jørgen Henriksen.

Mandagens møde klargjorde også den kommende aftale for slagtepriser til andelshaverne.

"Vi har sikret, at andelshaverkapitalen udbetales løbende de næste seks år derudover er den en provenu til landmanden af en vis størrelse, som vi tager stilling til i 2016. Bestyrelsens indstilling vedrørende restbetalingen for 2014 og 2015 er, at den kommer til at ligge på 1.05 kroner, der er tæt på markedsprisen uden, at der skal indbetales 15 øre til andelskapitalen," siger Jens Jørgen Henriksen.

Andelshaverkapitalen ligger på cirka 120 mio. kr.

Tönnies Holdss overtagelse af Tican A/S kommer til at gælde fra den 1. oktober 2015, men den endelige aftale forventes først at være på plads i februar 2016.

Mellem andelshaveren og Tönnies er der dog allerede en klar aftale om, hvordan afregningen kommer til at forløbe.

"Vi har også aftalt, andelshaverne fremover får udbetalt en daglig afregning, der hedder notering plus 80 øre. Den aftale gælder fra 1. oktober 2015 til 1. februar 2016. De 80 øre ekstra afregnes dog for de fem måneder først, når konkurencestyrelsen har godkendt salget. Den afregningsmodel fortsætter også efterfølgende," siger Jens Jørgen Henriksen.

Han forklarer også, at de ekstra 80 øre på afregningen træder i stedet for en tidligere model, hvor andelshaveren fik udbetalt en efterbetaling sidst på året.

"Selvom efterbetalingen nu kommer løbende, så er det en del af den kommende aftale med Tönnies, at der den 1. december 2016 skal kigges på om markedsprisen passer til udbetalingen. Hvis markedsprisen er højere så justeres der med en yderligere restbetaling," siger Jens Jørgen Henriksen.

Fra det tyske familieejede Tönnies vækker det glæde, at der nu er både en rammeaftale for overtagelse og en aftale om betingelser med andelshaverne.

"Dette er et meget vigtigt skridt i den videre internationalisering af vores virksomhed. Tican har en stærk international markedsposition og et fremragende rygte for højkvalitetsprodukter. Der er behov for at omstrukturere virksomheden og vi ønsker at integrere Tican så hurtigt som muligt. Vi har imidlertid indgået en aftale, der er god for alle parter," siger Clemens Tönnies.

Transaktionen skal godkendes af konkurrencemyndighederne. Parterne har aftalt ikke at offentliggøre købsprisen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle