Dumt og plat: Vildsvinehegnet er ikke til happenings - forhindrer katastrofe

Ugen på Spidsen: Det er plat og decideret dumt, når en københavnsk kunstner i en happening forsøger at lokke vildsvin forbi vildsvinehegnet og ind på dansk grund, skriver ugens klummeskribent på Svin Plus.

Midt i en foruroligende tid med mange nye fund af inficerede vildsvin i det østlige Tyskland og for første gange flere ramte tamsvin-besætninger samt stor ny spredning i Polen, der har besværliggjort eksporten af danske smågrise, kan de danske svineproducneter kun prise sig lykkelig for, at Danmark og ikke mindst svinesektoren var tidligt ud og efter en del modstand fik etableret et vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse for et par år siden.

Afrikansk svinepest koster milliarder og atter milliarder.

Den tyske svinesektor lider under de kraftigt indskrænkede muligheder for at eksportere svinekød ud af EU.

Det koster også de øvrige EU-landes svineproducenter penge, fordi det overskydende tyske svinekød forbliver i regionen og skaber en forskydning mellem udbud og efterspørgsel.

Foruden de økonomiske skader, sygdommen forvolder, er afrikansk svinepest også en frygtelig sygdom, som har en meget høj dødelighedsprocent blandt tamsvin og vildsvin. 

Dumt og uden respekt

Alligvel er der nogen, der synes, det kan være fantastisk, hvis vi igen får vildsvin tilbage på dansk grund (efter godt 150 styk er nedskudt frem til sommeren 2021 og erklæret udryddet i Danmark, red.) og dermed potentielt forøger risikoen for, at vi i Danmark får afrikansk svinepest med dertil hørende lukning for eksporten af vores store svinekødseksport.

Forleden var jeg ved at falde ned af stolen, da jeg hørte en københavnsk kunstner omtalt, fordi han lavede en happening med dufte og en lettisk jagtremse (!) langs vildsvinehegnet i et forsøg på at lokke vildsvin over grænsen fra Tyskland.

Uanset hvor uskyldigt vandringen langs hegnet kan lyde, så er det i min optik dumt og plat og uden respekt for, hvad hegnets funktion er. 

Så er det sagt, og lad os samtidig håbe, at den frygtelige sygdom ikke spreder sig yderligere, og at tyskerne får held med at lukke ned for sygdommen - med hegn! 

Søren Tobberup Hansen er journalist og svinefaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle