Duroc vinder over pietrain

16 kr. bedre for integrerede besætninger og 5 kr. bedre for smågriseproducenter at bruge duroc fremfor pietrain til ly-søer.

Det har i perioder været interesse for pietrain som ornerace til danske ly-søer. Helt nye tal præsenteret på Svinekongressen viser imidlertid, at man taber penge på at bruge German pietrain frem for duroc til danske ly-søer.

Med danske foderpriser og afregnet på danske slagterier kan forskellen være helt op til 16 kr. pr. gris fra fødsel til slagtning.

"Pietrain vinder over duroc med 0,5 totalfødte, men en højere dødelighed betyder, at forskellen er +0,4 gris ved 21 dage til duroc", sagde Hanne Maribo i sin præsentation.

To-tre kg højere

I smågrisestalden og i slagtesvinestalden klarede d-ly sig også bedre end p-ly. D-ly smågrise voksede op til 30 g hurtigere end p-ly, hvilket resulterede i en afgangsvægt, der var to-tre kg højere.

I slagtesvinestalden voksede d-ly grise cirka 150 g hurtigere end p-ly ved ad lib fodring. D-ly krydsningers foderforbrug var mellem 0,04 og 0,06 foderenhed pr. kg tilvækst lavere, mens p-ly til gengæld havde mellem 1,6 og 2,0 højere kødprocent ved ad lib fodring. Forskellene var mindre ved restriktiv fodring.

Der var ikke forskel i dødelighed.

På baggrund af disse tal konkluderede Hanne Maribo, at økonomien for en smågriseproducent var fem kr. bedre pr. d-ly 30 kgs krydsning i forhold til p-ly.

Tager man hele perioden fra fødsel til slagtning var fordelen 16 kr. i d-ly grises favør.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle