Dyrlæger: Mindre antibiotika koster på grisevelfærden

Yderligere fald i forbruget er ikke foreneligt med god dyrevelfærd, advarer LVK forud for årsmødet.

Svineproducenter gør alt, hvad de kan, for at undgå gult kort.

Fra LVKs side påpeger formand Peter Hjort Jensen nu, at man i nogle besætninger har skåret forbruget så langt ned, at det går ud over dyrevelfærden.

»Nu er vi producenter tvunget til mindre effektive behandlingsmetoder, f.eks. færre behandlingsdage og lavere dosering, for at undgå gult kort«, siger han.

Ud fra et resistenssynspunkt er det ikke nødvendigvis godt. Det er det heller ikke ud fra et velfærdsmæssigt synspunkt.

»I nogle besætninger, der f.eks. har ondartet lungesyge, vil jeg påstå, at der i dag er tale om underbehandling, fordi man vil undgå gult kort. Vi må nok acceptere, at der uddeles flere gule kort«, siger chefdyrlæge Claus Heisel, LVK.

Formand og chefdyrlæge opfordrer derfor til, at man bruger den mængde antibiotika, man finder nødvendig, og så efterfølgende tager diskussionen med Fødevarestyrelsen.

»Hvis vi altid undgår gult kort, opdager politikerne ikke, at der er et problem«, understreger Peter Hjort Jensen.

Han minder også om, at der i Veterinærforlig 3 blev lovet lempelser omkring registrering af medicinforbruget til smågrise.

»Det blev vi lovet for tre år siden. Vi har bare ikke set noget til lempelserne endnu og kan efter sigende vente endnu et par år på dem. Er det rimeligt, når vi skal leve med mange stramninger?« spørger han.

Faktaboks

LVK mener:

  • Hvis alle undgår gult kort, opdager politikerne ikke problemerne i stramningerne.
  • Et lavere forbrug er ikke længere foreneligt med en god dyrevelfærd i alle besætninger. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle